Sort glorie

Din sorte glorie
emmer
af tab
men
spolér ikke min ensomhed
med din uskyldsrene ofring
fremman derimod dit modbillede
i en turbulent taksigelse

Mellem linierne

Det er måske ikke helt forkert at betegne min blog som én der udfolder sig i det tomme rum. Inaktiviteten er den gældende drivkraft.
Hvorom alting er, så bruger jeg dog stadig tid på at læse og forstå Verden som den fremstår for mig - jeg formidler det bare ikke.
Senest har jeg oprettet en facebook-profil med dertilhørende zoologisk have.
Endvidere har jeg fundet dette link til tekster fra Prousts hovedværk. http://etext.library.adelaide.edu.au/p/proust/marcel/

God læselyst

Den æstetiske fordring

- intet er det umuliges ven.

Det er jo så fucking anstregende. Prøver nok bare at arbejde med teorien om livet og få den sat i forbindelse med det faktisk levede liv. Den akademiske, teoretiske tradition har en så suggestiv og dragende karakter, at den på en gang kredser om noget som er vigtigere end den selv, nemlig det erfaringsmateriale den baserer sig på - samtidig udfolder den sig som en mystisk sfære afskåret fra enhver erfaring.
Her smelter det æstetiske sammen med livet og teorien. Er Adorno svaret?

Dybest set er mit mål at få arbejdet mig hen imod en undersøgelse af forholdet mellem 'teori' som videnskabeligt funderet erkendelsesmoment og de æstetiske rammer ethvert udtryk udfolder sig i, herunder det teoretiske udtryk.

Bestandigt ude af funktion

Proust og Niels Frank?
Der sker en hel del i Franks underlige pastiche over et rundspørgeskema. Men hvordan bliver sådan en tekst skabt? Sætter Frank sig simpelthen ned ved sin laptop, søger lidt på Proust, støder på spørgsmålene og begynder så legenede at omforme dem? Altså, er det en viljeshandling eller et spørgsmål om tilfældig nødvendighed?
Jeg forstår ganske enkelt ikke de helt centrale stadier i sådan en tekststumps tilblivelse. Og jeg forstår ikke inspirationens rolle.
2000 mil herfra arbejder forfatterhjerner på højtryk for at manufakturere endnu en discountfantasi.

I den blå port 75
I Franks tekst
I "Fører De dagbog?"
her står det centrale, for mig, i flere sammenhænge.
Jeg kan ikke beslutte mig for om de tekster jeg skriver er for mig selv, for en indre udvikling eller for at bevise en evne. Derfor er det ganske komfortabelt at påstå det akademiske, forskerbaserede aspekt som gennemgående i produktionen - men det er også en falsk påstand.
Mine tanker fører ingen drømme med sig, kun systemer.
"Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv." Et sådant liv er fiktivt. Realistisk afhængigt, men præget af fiktionen.

Her følger hele Franks svar på spørgsmålet jeg kredser sådan om:

Fører De dagbog?

Jeg holdt op, da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden. Da jeg ikke kunne se det skrevne udefra. Da dagbogen ikke længere fik mig til at glemme. Da jeg begyndte at tænke på dens mulige læser i en fjern fremtid. Da jeg oplevede, at den gav mig tryghed. Da jeg oplevede, at den ville rydde op i mit liv. Da den gjorde hændelser, møder, samtaler til fiktion: det, der skal fortælles. Da jeg indså, at jeg kun gik efter højdepunkterne og glemte alt det vigtige undervejs. Da den, der bogførte, begyndte at vide mere end den, der levede. Da jeg gav mig til at sniksnakke med mig selv, og bagtale mig selv, og bagtale andre. Da jeg gav mig til at genlæse bogen fra ende til anden. Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv. Da den endte som en skitse, et kladdehæfte, til den 'rigtige' skrift. Da den fik alting til at hænge for godt sammen, mens jeg selv forblev nedtrampet.

Til læseren -

I det nyeste nummer af det danske litterære tidsskrift, 'Den blå port', er trykt en tekst af Niels Frank betitlet ' Livet efter Marcel Proust'. Her genfortolker Frank de spørgsmål Proust oprindeligt svarede på, i forbindelse med en rundsending, der minder om vore dages 'hvad-laver-du-nu'-mails. Frank forvansker de oprindelige spørgsmål, så de får en til tider komisk kant, for eksempel lyder et af spørgsmålene 'Har De nogensinde gjort i bukserne i Venedig?' Og ved spørgsmålet 'Hvad er deres største fejl?' bliver svaret nøgternt og udramatisk fremstillet som "Jeg er for behåret". Alt i alt bliver de omtrent 18 spørgsmål og svar til en uens mængde tekststykker, der sjældent forholder sig ærligt til spørgsmålets logik. for eksempel når en lang elaboration over en potentiel videreudvikling af reglerne for fodbold kommer til at flyde ud fra spørgsmålet 'Hvad kan få Dem til at føle undren?'.

Men hvorfor lige Marcel Proust som reference? Umiddelbart baserer teksten sig ganske løseligt på den litterære arv fra Proust. Frank vælger faktisk at undgå at forholde sig direkte til Prousts romanværk (A la recherche du temps perdu), som i alle sammenhænge er det evige referencepunkt, når Proust benyttes som intertekstuel reference. Derimod tager Frank en marginal tekst, som allerhøjst har en værdi som biografisk kuriosum for Proust-afficinados, og gør den til ramme omkring sin egen tekst. En nærmere granskning af Franks svar kan dog vise sig at rumme tydeligere referencer til Prousts hovedværk, end som det umiddelbart forekommer.
I svaret til spørgsmålet 'Fører De dagbog?' forklarer Frank hvorfor han ophørte med at skrive dagbog, "... da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden." Dette svar, der til dels kan fungere som en mini-poetik for Franks samlede tekst, deler et tema der kendt fra Proust hovedværk, nemlig den uklare skelnen mellem fiktionen og biografien.

Interessant er det uden tvivl hvordan der er en vedvarende reception og adaption af Proust i nyere dansk litteratur. Det er helt klart et studium værd. Ergo, jeg vil uddybe det ovenstående yderligere, så snart jeg får gravet mig længere ned i Franks tekst.

Opridsning af mangler: Togtider er passé

Jeg har opregnet hvilke idéer der har været, rent indholdsmæssigt, på denne blog. Alle er faktisk strandet i ingenting, hvilket egentlig skyldes den generelle inaktivitet på siden. Men al regelmæssighed kræver en vanedannelse, derfor arbejder jeg heftigt på at tvinge mig selv ind i en skrive- og tænkerutine.

1)Først og fremmest: Proust. Hvor bliver han af? Hvorfor bliver mine storslåede tanker om det berømte forfatterskab ikke publiseret her? Well, måske fordi der ikke er sket så meget på den front for nylig. Men har netop færdiglæst første bind (oprindeligt 2 bind) af 'På sporet', og har til hensigt at fordybe mig mere og mere i værket i løbet af efteråret. Altså, forvent lidt nyheder her.
2) Musik: Der er så som så med tilkendegivelserne af musikalske åbenbaringer. Måske er det et af mine projekter på siden, der kommer til at være meget underordnet. Dog har jeg planer om at forsøge at omskrive enkelte opgaveprojekter jeg har lavet, og gøre dem mere læsevenlige for eventuelle lægpersoner.
3) Den kunstneriske fordring: Drømmen om notesbogen med besyngelsen af træerne udvikler sig ca. med samme hast som et 100 år gammelt egetræ med forårskuller! Men derimod er jeg begyndt at genlæse gamle dagbøger, så måske dukker der noget op den vej.
4) Memoire: Har en nær relation til ovenstående punkt. De to punkter væver sig sammen i min bevidsthed, men hvad skal jeg gøre. Jeg har ikke lyst til at trævle mig selv op fuldstændigt!

Det må være det. Følg med når jeg bygger et nyt luftkastel om et halvt år. Vi snakkes.

Fordi kommunikationen slår fejl ophører processen ikke

Stille monolog i en nattetime.
Taber snart enhver tråd, og trævl.
Og mund og øjne.
Øjner i hvert fald en chance, for at snige nogle ord ud , og ned.
(S.P. - For Martha)
If you have to go don't say goodbye
Er måske ikke længere i stand til at være ærligt-udkrænget melankolsk,
er måske generelt ikke længere i nogen egentlig stand, eller rettere,
er kommet for godt i stand, og er nærmest blevet istandsat.
Hvis mine kriblende krafter i kæften (ordkævleriet) blot kunne folde sig ind.
Altså indfolde sig, som dej, og gære.
Min mundhules, min sprogkules klaustrofob og hob af ordmuld, må vel kunne indkrænge
en stængel af sirlig syntaks.
Er det kun i afstanden mellem ordenes egentlige betydning og den virkelige mening at indholdet opstår. Man tror man har en sætning i tankerne, men i stedet har man et billede. Hvor er det ubærligt at skulle skrive disse ord, fordi der ikke er andet at gøre.

Ny pumpkins-single

http://flv2mp3.com/delivery/done/1179523688_476783_785997.mp3

Demofrø i posten - Dendro # 0

En forsøgsvis introduceren:
Første gang jeg satte mig for, at udøve virkelig kritik, blev emnet ret naturligt. Det eneste rigtige forekom mig, at være en reflekteret fremstilling, af den begunstigelse træer altid har modtaget. Disse mægtige og uimodståelige gevækster der ikke lader sjælen i fred.
Kritikken blev griflet ned med en stædighed, der kun modsvares af den iver og flid ethvert træ fremviser. Adskillige sider i en blank og behagelig notesbog blev det til.

Min skrift må dog have været alt for stærk, og præget af al for megen naturlighed, for papiret i notesbogen, som kritikken var skrevet på, ville forlenes med sit eget ophav. En dag i sommersolens hede skær, og under en heftig alkoholpåvirkning før en Spotfestival ved musikhuset, forsvandt bogen ud af min lomme, og jeg kan kun gætte på at den søgte at begrave sig dybt i det støvede græs; en udgang der kun var forventelig.
Derfor er det eneste levnedsbyrd om min første virkelige kritik, kun sporadisk til stede i diffuse drømmebilleder. Det er disse, jeg vil beskrive i de følgende indtastninger.

Skoven

Coming up snart...

Drømmen om den forsvundne notesbog med besyngelsen af træerne.

Sharpen up boy!

Der er så mange grunde til at et individ som jeg selv overvindes, igen og igen (&) af distraktioner. Det er nærmere reglen end undtagelsen (af Christian Jungersen) at en eller anden form for skriveri tilsidesættes, udelukkende fordi en tredie form for skriveri trænger sig på. Jeg tænker naturligvis på den ulideligt anstrengende og anmasende form for skrift der hedder opgaveskrivning. Lykkeligvis er jeg netop i går sluppet ud af en tung opgaveproces' indsnævrende net og ganske uforvarende kastet hovedkulds tilbage i den springende tankes facetterede flugt.

Men hvad skal jeg så give mig til, nu hvor jeg er fri, og har al tid i Verden?

Jaeh, der er vel næppe noget bedre end at læse af ren og skær lyst... Så Proust, here I come!!

et enkelt klik væk...

Faldt lige over følgende side der gør tykt nar ad pitchforks indiesnobberi...

http://www.somethingawful.com/fake/richdork/


---

Den eksistentielle og den maskinelle

Har voldlyttet Radioheads "Paranoid Android" de sidste par dage, i opgaveøjemed, og nåede frem til den konklusion at nummeret udspiller sig i spændingsfeltet mellem den menneskeligt funderede erkendelse og den teknologiske virkelighed der trænger sig på.
Hvilket er håbløst abstrakt.

På et plan kan teksten til nummeret siges at fungere som den paranoide androides egne tanker. Han benægter på sin vis sin egen eksistens som værende androide, men mindes om det i kraft af computerstemmen i baggrunden der hvisker "I may be paranoid, but not an android".

Desuden er de mange stemninger og følelser der forvirrende blander sig ind i hinanden hele vejen igennem nummeret et udtryk for de forskellige programmører der har skabt androidens bevidsthed.

Det vigtigste i lytteprocessen har dog været, at jeg har opdaget mit uovertrufne yndlingssted i nummeret, nemlig fra 2.20 - 2.32. Her drukner det hele ikke i bombast. Derimod pumpes lyden frem af et nærmest maskinelt drive!

mediocrazy

Dage med dovenskab får mig til at tænke mærkelige tanker. Ofte affødt af sporadisk beskæftigelse med tilfældige emner. Upræcist og ufokuseret.

Literature is a state of culture. Poetry is a state of grace, before and after culture.
-- Juan Ramon Jimenez

Og så er det vel ikke så underligt at jeg føler mig "otherworldly"?

At undervurdere farten

”Kunstbegrebet er blevet udfordret gennem tiden med hensyn til hvilken genstand, der kunne være kunst. Men kunsten kræver en kunstnerisk intention, tilstedeværelsen af en kunstner. Moralen er, at selv det mest utraditionelle kan komme i betragtning som kunst, men vel at mærke hvis det er lavet, forarbejdet eller udvalgt af en kunstner.”

Uwe Max Jensen og Christian Tangø, i Politiken d. 24 oktober 2006

De fleste århusianere har stiftet bekendtskab med den berygtede udstilling "Racing Cars - the art dimension" som var at finde på ARoS hele efteråret indtil årets omme. Også undertegnede. Og faktisk fandt jeg udstillingen så interessant at jeg valgte at skrive opgave om den. Med en kraftig vinkling på musikkens manifestation. Manden med den kunstneriske intention bag musikken er Martin Hall, og det er på en eller anden måde interessant hvor lidt opmærksomhed denne del af udstillingen (altså musikken) har tiltrukket i receptionen af den.

Ovenstående citat er skrevet i en kommentar til udstillingen, og er det ikke et bemærkelsesværdigt synspunkt at fremføre? Det er meget interessant at værdisætning af kunsten afhænger af tilknytningen til et skabende subjekt, hvad end dette subjekt er den oprindelige skaber eller ej. Jensen og Tangø overser givetvis at forankringen af et kunstværk i forhold til et subjekt kan knyttes til en tradition, og derved til en lang række kunstnerindivider. Måske har udstillingen på ARoS ikke en entydig signatur, men hvor ofte tillægges kuratoren vel ellers en position i forbindelse med en udstilling. Aldrig formoder jeg. Dermed kan udstillingen godt være intentionsløs, men at være løst fra sin institutionaliserede tilstedeværelse som kunst er den ikke, alene i kraft af at der er en beskuende intention til stede. Vi ønsker at opleve dette som kunst, og navnløsheden understreger blot begrebets flygtighed.

Fanget i en knæhase

Nogle gange er det sværeste ved disse selvudpenslinger selve valget af maling. Skal det være blåt, rødt. Eller som i dette tilfælde, gennemsigtigt? Eller måske skulle jeg bare lægge et pænt tapet ud på bloggen, så slipper jeg da trods alt for alle de grimme afskaldninger af håbløs sproglig kolorit.

I dag fik jeg udleveret eksamensopgave i musikanalyse. En af valgmulighederne bestod i at skulle analysere Radioheads "Paranoid Android". Fantastisk. Og farligt. Kan risikere at ødelægge sangen for mig altid. Men jeg vælger den hvorom alting er. Spørgsmålet til opgaven lyder at der skal "gives en karakteristik af nummerets helhedspræg" og nummeret skal sættes "i forhold til 90'ernes genremæssige spektrum".
Allerede nu er jeg på vej godt ned i det nummer jeg troede jeg kendte så godt.
Alle kender jo den notoriske "pling-lyd" 2.26 inde i nummeret, lige i det moment hvor Thom synger "KICKing...". Smukt. Men først nu har jeg bemærket den underlige lyd a la "mekanisk åndedræt" der kommer imens Thom synger "ugly" få sekunder før, nemlig 2.22 inde i sangen, og som gentages kort efter ved "piggy".
Tror min umiddelbare tese til at beskæftige mig med sangen går på at kompleksiteten fordrer sammenhæng. At det komplekse aldrig kan være fragmentarisk. Det komplekse er altid del af et hele, hvorimod det fragmentariske er fraværet af en sådan helhed.

Og fuck kompleksiteten "Off with his head man!"