Endnu en Kjærstad-anmeldelse

Jeg er brødrene Walker af Jan Kjærstad

anmeldt af Jacob Ulrich

EN GRANDIOS OVERDRIVELSE

I Jan Kjærstads nyeste roman ’Jeg er brødrene Walker’ møder vi en fortællestemme, som umiskendeligt minder om de fortællere, vi ofte støder på ved Kjærstad. Odd Marius Walaker er en teenageknægt, som efter et styrt på cyklen får rokket tankerne ud af kurs og pludselig oplever sin erkendelse af omverdenen vokse markant. I en række noteshæfter, forfattet fra efteråret 1983 til foråret 1984, drister han sig til at berette om sine oplevelser i et sprog som i mangel af bedre må kaldes ’inspireret’. En række narrative tråde løber gennem noteshæfterne. En tråd knytter sig til Odd Marius’ pubertære udfordringer, herunder forelskelsen i den underskønne, men lettere dæmoniske Mia, venskabet med den seksuelt frustrerede Simon og forældrenes mulige separation. Denne tråd kunne man kalde den personlige. En anden tråd er spatialt betinget. Odd Marius begiver sig, som en anden flaneur, rundt i Oslos bymidte for at få nye indtryk. På disse ture interviewer han et bredt udsnit af Oslos indbyggere og båndafskriften fra disse interviews indlejres med jævne mellemrum i journalteksten. Endvidere byder vandreturene på mødet med skolelæreren ’Gamle Hellas’ som nærmest bliver mentor for Odd Marius og sågar optræder som igangsættende moment for fortællingen, da han byder Odd Marius at ’skrive så meget som muligt ned fra de år, han gennemlever nu’. Et panoptisk syn oplever Odd Marius, da han redder vennen Simons lillebror Andreas ved at finde ham i kirkens klokketårn, hvorfra den ophøjede udsigt fører til en ’kopernikansk indsigt’. Et kig ind i verdensaltet. Odd Marius’ beskrivelser tangerer magisk realisme og cykelstyrtets affødte ’W-potens’ bliver en indre drivkraft der motiverer skriverierne i noteshæfterne og fungerer som inspirationelt omdrejningspunkt.

Endnu en tråd, og denne er egentlig den overordnede, befinder sig på fortællingens makroniveau. Den er temporal og kommer til udtryk ved en penduleren mellem den pubertære Odd Marius’ erfaringsunivers og den voksne Odd Marius’ rolle som Norges statsleder. I en række snapshots dateret 5. August 20** hører vi om en nært forestående national krise, hvor Odd Marius, på sin velmagts tinde, må indse at evnen til at tænke stort undslipper ham. Hvad han kæmper for at genfinde er netop det mentale overskud han oplevede som teenager, og som han fik foreviget i en række notesbøger tilbage i firserne.
Hvis det lyder forvirrende med alle disse tråde i romanen, så virker det faktisk overraskende godt under læsningen af den. Årsagen er, at Kjærstad er en forfatter, der insisterer på at holde en snor i fortællingen hele vejen og helst ikke lader den løbe ud over de rammer der er sat for den. Alt er struktureret, så det kan glide ned, uden at man får alt for meget galt i halsen. Journalafsnittene er hverken for lange eller korte. Glimtene af den nutidige krise optræder med så jævne mellemrum, at de aldrig helt smutter ud af bevidstheden, og på meningsplanet er referencerne aldrig så outrerede, at det er umuligt at følge med og forudse, hvilket formål de eventuelt tjener senere i romanen. Med andre ord er Kjærstad så dygtig til at strukturere sin roman, at man ligefrem lægger mærke til det. Og det er ikke nødvendigvis godt.

Romankonstruktion(er)
Kjærstad er ofte blevet kritiseret for netop at være for formbevidst, hvis noget sådan findes, og for at lade strukturen skinne for tydeligt igennem i litteraturen. Han har flere gange taget til genmæle mod kritikken, særligt i den programmatiske essaysamling ’Menneskets Felt’ fra 1997. ”Alle romaner er konstruerede” skriver Kjærstad og ”er altid dømt til at være en grandios overdrivelse.” hvilket han selvfølgelig kan have ret i. Men dermed ikke sagt at der ikke kan være både gode og dårlige måder at gribe konstruktionen an på. Kritikken mod det (over)konstruerede i hans romaner er måske nærmere et tegn på, at Kjærstad ikke er subtil nok i sin udførelse. Hans prisvindende opus, Wergelandtrilogien fra (1993-1999) var et stort projekt med én bærende idé, nemlig at lade associationsspring forme det narrative forløb. Elegant udført, men også med en tendens til at lade strukturen få overtaget. Den vældige encyklopædiske viden, der blev kanaliseret ud gennem hovedpersonen Jonas Wergelands erfaringer, skulle retfærdiggøres ved nøje udvalgte metaforiske konstruktioner, der alle kredsede om sammenvævningen af disparate elementer.

JEBW baserer sig i høj grad på den samme idé, som skabte både Wergelandtrilogien og senere ’Kongen af Europa’. Verdens og menneskets sammensætning beskrives bedst ’horisontalt’, som en række sideordnede fænomener, der alle har potentiale til at støde sammen og frigøre en livgivende energi. Menneskets liv udfolder sig ikke (udelukkende) i dybden, men i lige så høj grad i overfladens sammenrend af objekter og erfaringer. Enhver tendens til dybdepsykologisering er således ironisk ved Kjærstad, fx lader han hånt om den iøjnefaldende mulighed for at lade præstesønnen Simons seksuelle frustration udspringe af faderens martrende adfærd. I stedet foretrækker Kjærstad at arbejde med dynamiske identitetsstrukturer, der er afhængige af beskuerens kontekst. Derfor er de fleste personer i JEBW en anelse konturløse og har en udflydende karakter, der tager form ud fra Odd Marius’ aktuelle sindstilstand. Den evige tendens til at skabe dybde i personerne udfordres drilsk af det flakkende fokus i den pubertære hjerne. Og dette er faktisk udmærket. For på trods af risikoen for at persontegningen bliver flad og interesseløs, så lykkes det at fremhæve at identiteten, for Kjærstad, har en flydende karakter.

Derimod peger den flydende karakter i negativ retning tilbage mod Odd Marius selv, som er en mærkelig gennemsigtig størrelse. Selvom han tillægges en række markante karaktertræk forbliver han det medie, der kanaliserer Kjærstads idéer ud. Dette kan forekomme som en mærkelig kritik. Hvordan kan det være dårligt at hovedpersonen fungerer som den membran, hvorigennem forfatterens projekt strømmer? Problemet består i den modstand, en fortælling og dens personer bør øve på fortælleren. Kjærstad lader måske Odd Marius undre sig over verdens sammensætning, men man fornemmer ikke, at han har tilladt sig selv den samme undren. Derimod bliver ’Jeg er brødrene Walker’ et eksempel på en livsfilosofi, Kjærstad allerede har udfoldet i Wergelandtrilogien og den bærer på en smertelig antydning af, at forfatteren har svært ved at overskride de erkendelser, der allerede er optrådt tidligere i forfatterskabet.

Metaforproblematikken
At overskride erfaringens umiddelbare grænser er et kendetegn ved romantikken. I den forbindelse må Kjærstad i høj grad siges at være romantiker. Overskridelsens princip er det der bygger Odd Marius’ udviklingsrejse op. Konventioner udfordres konstant inde i hovedet på den associativt overophedede teenager, og det aflejrer sig gennem hele romanen i sproglige nyskabelser af mærkværdig karakter.
Odd Marius konstruerer ord med charmerende og umiddelbart usandsynlige klange: Gopletanker, Bob-ord, cortex-fattig, holoholo-ekspeditioner, Tuvalu-hændelsen og sidst men ikke mindst W-potensen. Hvad ordene referer til afsløres i løbet af fortællingen. Dette er i min optik et af de mest vellykkede aspekter af ’Jeg er brødrene Walker’. Kjærstad får fint demonstreret den anarkistiske tilgang til sproglige konventioner, der hersker i teenageårene – og han gør det, så man både føler den prekære indforståethed ved slang, og samtidig nyder den åbenhed mod sprogets muligheder, som det også udtrykker. Det er også her, Kjærstads egen opfindsomme glæde bedst stråler igennem. Disse metaforiske skævvridninger af sproget udgør på sin vis kernen i Kjærstads skabende optik.

Metaforen, enten som ren sanselig ornamentik eller intentionelt erkendelsesmoment, rummer for Kjærstad altid den overskridende karakter, som er så nødvendig for at give perspektiv og mening til tilværelsen – forudsat, naturligvis, at det ikke er en dårlig metafor, for de findes også. Det er dybest set denne insisteren ved Kjærstad på metaforens, og derigennem det poetiske sprogs, overskridende karakter, der gør ’Jeg er brødrene Walker’ svær at afskrive som ligegyldig romankunst. Langt hen ad vejen kan ’Jeg er brødrene Walker’ nemlig betragtes som en virkeliggørelse af Kjærstads poetik. Den efterlader én med indtrykket af, at Kjærstad har brugt romanen som et eksperimentarium for sine idéers rækkevidde. At de så ikke rækker særlig meget videre end Kjærstad allerede er nået i sit forfatterskab er blot ærgerligt.
Kjærstad taler et sted i ’Menneskets Felt’ om såkaldte hovedmetaforer, der opsummerer en hel kultur og transcenderer den i samme ombæring. Ligeledes tales om en central metafor som kim for fortællingens strukturering. ’Jeg er brødrene Walker’ rummer næppe en sådan central metafor. I hvert fald har undertegnede svært ved at skimte den. Derimod udfolder romanen en basal glæde ved fortællingens dragende egenskaber. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at ’Jeg er brødrene Walker’ kunne have været så meget mere end den er – velvidende, at det ikke er comme il faut at vurdere værker på, hvad de potentielt kunne udfolde sig til. Alligevel klinger romanens projekt lidt for meget af uforløste idéer og af en forfatter, der har spillet sine væsentligste trumfer tidligere i karrieren. Er man bekendt med Kjærstads tidligere romaner, føjer JEBW ikke noget nyt til forfatterskabet. Til gengæld kan den fungere som en relativt letfordøjelig introduktion for nye læsere.

Drømmeprismet

1.

Søvn og læsning er beslægtede. Da Sigmund Freud i sin ’Drømmetydning’ søger at komme til en psykologisk forståelse af drømmen, ender han med at betragte drømmen som en form for ’skrift’. Drømmen viser sig at være et udtryk for en sproglig erfaring, der transformeres til billeder, som vi så efterfølgende tolker. Perceptionen af drømmebilleder i søvnen minder om vores mentale processer under læsning i vågen tilstand.

Søvnforskere har allerede bevist, at den menneskelige hjerne langt fra er inaktiv under søvnen. Faktisk er den, i perioder med den såkaldte REM-søvn, udsat for et ligeså højt aktivitetsniveau som den vågne hjerne. REM-søvnen er det stadie, hvor drømme typisk forekommer. I visse kredse bruges begrebet ’paradoksal søvn’ til at beskrive REM-søvn, for selvom hjernens aktivitet er høj, forbliver den sovende krop paralyseret. Imens drømmearbejdet står på, er kroppen et billede på døden. Søvnen er en fysiologisk betingelse for drømmens fremkomst, derfor kan den betragtes som den membran, vores læsning af drømmenes skrift altid må gennemgå, før vi, i vågen tilstand, kan foretage en fortolkning.

Da jeg holder meget af at ligge i min seng og læse indtil sent på aftenen, oplever jeg ofte at søvnen indvirker på den litteratur, jeg har taget med mig i seng. Når først jeg indretter mig i min sædvanlige position, med puder i ryggen og bøger på skødet, sker der noget med min opmærksomhed. Jeg begynder at indstille mig på, at søvnen på et tidspunkt kommer snigende. Med andre ord er jeg klar over at læsningen ikke fortsætter i det uendelige. Søvnen er latent til stede som en markør for læsningens uundgåelige ophør. Måske skyldes det, at jeg netop griber de to fænomener – læsning og søvn – an på samme måde. Læsning er for mig en tilstand jeg går ind i. Jeg bestræber mig altid på at møde litteraturen så uforstyrret som muligt. Alt hvad der fysisk kan aflede min opmærksomhed, søger jeg at eliminere. I litteraturens favn er fortabelsen kun mulig i en tilstand af absolut afskærmethed fra verdens virak. Det samme gør sig faktisk gældende for søvnen. Den omhyggelige forberedelse til at sove er så implicit en del af vores kultur, at vi næppe tænker over det, men den er ret væsentlig for vores opfattelse af, hvad søvnen er. For søvnen er en skrøbelig tilstand. Vi bruger megen tid på at indrette os således, at ydre stimuli ikke skal gribe ind og forstyrre vores søvn. Når jeg stiger ombord i sengen og trækker dynen op over kroppen, er det en kulturel tilvænning der bestemmer, at jeg sover bedst på denne måde. Måske er min tilgang til læsning knyttet til en lignende foranstaltning.

Under min læsning slipper min bevidsthed langsomt taget. Først i den omgivende verden. Jeg bevæger nærmest kun øjnene. Min krop er rolig. Musklerne bevæger sig næsten ikke. Men min hjerne arbejder, på paradoksal vis, på højtryk. Sproget omformes til billeder, og jeg læser min egen mentale skrift. Min fordybelse i litteraturen er et individuelt privilegium. Jeg er overladt til mig selv, i mit indslumrende stadie, mellem læsning og falden i søvn. Snart blander litteraturen sig med andre indtryk. Sætningerne, jeg læser, forsvinder. En glemsel begynder at melde sig. En døsig dis breder sig i bevidstheden. Bogen dumper ud af hænderne. Jeg sover.

2.

Drøm og teori er beslægtede. Drømmen er det stadie i søvnen, hvor bevidstheden vågner. Og drømmen kan optræde som næsten hvad som helst. ”The dream is the reawakening of the interminable” siger Maurice Blanchot, og drømmen er da også blevet tillagt endeløse betydninger i historiens løb. Om det skyldes at drømmen henter sit materiale fra menneskets erfaringsverden, eller at drømmen netop er afskåret fra denne erfaringsverden er svært at sige. For drømmen er en potentiel metafor for alverdens anskuelser.

Min drøm fører mig tilbage til Freud. For før jeg slumrede hen, sad jeg og læste hans ’Drømmetydning’. Ikke alt hvad der optræder i drømmen har relation til nylige hændelser, men drømmen er en gentagelse af øjeblikket, før jeg faldt i søvn. Teksten, jeg læser, er den selvsamme, men det er som om jeg slet ikke læser den, men blot reciterer den for mig selv, mentalt og mystisk. Det er som om min tænkning ikke udspringer af noget udefrakommende, men opstår inde i mig selv. Jeg søger at række ud efter en blyant til at beskrive følelsen med, men møder en grænse. Tankerne er som indlejrede i min bevidsthed, men fastlåste. Som om erkendelsen er statisk. Jeg begynder at overveje om min oplevelse er et udtryk for drømmens almene karakter, og pludselig hører jeg opklippede sætninger fra Freuds værk strømme igennem bevidstheden. ”En […] praktisk betydning kan drømmen […] ikke gøre krav på. Drømmens teoretiske værdi er imidlertid desto større”. I min drøm forekommer det mig netop at forholde sig sådan. Drømmen rummer ingen praktisk værdi, men må henregnes til en teoretisk sfære. Skellet mellem teori og praksis er som divisionen mellem den drømmende og vågne tilstand i vores åndsliv. Befinder man sig i den første tilstand er det umuligt at skelne mellem de to. Da er teori og praksis smeltet sammen. I drømmens øjeblik synes muligheden at være der, for at tillægge drømmen en hvilken som helst betydning. Men drømmen er også en æstetisk konstruktion. Et kalejdoskop, der vender og drejer alt inde i mit hoved. Alligevel kan jeg i min beskrivelse af drømmen kun ty til sammenligninger. Hele tiden må jeg sige ’som om’, for mine drømmeerfaringer er kun tilsyneladende. Tegnene, der vises for mig, er uhåndgribelige. De optræder med andre ord på et teoretisk plan i min bevidsthed.

Hvad end drømmen er, så udfolder den sig i en ramme, som ikke er dens egen. Den er pakket ind i søvnens kappe og for at få adgang til den, må man først bevæge sig igennem søvnens mørke, der mimer døden.

3.

Erindring og praksis er beslægtede. Jeg vågner. Det er nat, men drømmen står klart for mig. Det første jeg gør, er at nedskrive den. Jeg ved, at forudsætningen for at erindre drømmen er, at jeg undgik søvnens favntag. Jeg må være vågnet midt i REM-søvnens intense svingninger, flere forsøg har nemlig vist, at man bedst husker sine drømme, når man vækkes imens REM-fasen er i gang. I månens skær skinner siderne fra ’Drømmetydning’ i mine øjne. Jeg kæmper for at adskille erindringen om drømmen fra min læsning få timer før. Alene det at jeg forsøger at erindre drømmen afslører, at jeg har en bestemt opfattelse af, hvad drømme er. Nemlig at de udspringer af intellektet.

Imidlertid er dette alt, jeg har tilbage til at fortolke drømmen i min vågne tilstand. For hvert minut der går, er det som om drømmeoplevelsen forvitrer i mit sind. At vi har et besvær med at huske vores drømme skyldes sandsynligvis, at de mentale funktioner, der knytter sig til drømmearbejdet ikke er nært forbundet med hjernens hukommelsescentre. Derfor har vi ofte en ufuldstændig erindring af nattens drømme, hvis vi da overhovedet har nogle erindringer. Det kan lede til en fornemmelse af, at drømmene gemmer vigtige erkendelser for os.

Da jeg begynder at nedskrive drømmen, indser jeg, at jeg bevæger mig længere og længere væk fra den. Mit intellekt søger at omforme mine erindringsstumper, så de fremstår ordnede, så de får et formål. Men min opmærksomhed retter sig mere og mere mod skriften, mod den skabende praksis. Erindringen bliver det materiale, jeg kredser om, men jeg ved ikke, om jeg skal forme en videnskabelig eller æstetisk baseret skrift. Drømmens hensvindende genskin i min vågne bevidsthed antyder begge tilgange. Min bevidsthed kredser om denne problemstilling. Jeg kniber øjnene i, for at koncentrere mig. Skriften forsvinder for mine øjne. Jeg falder tilbage i søvnens favn.

Da jeg vågner igen, skinner solen ind ad vinduet. Freud ligger stadig opslået. Jeg kigger på natbordet og ser, at nattens skriverier blev længere, end jeg huskede. Foran mig ligger en tekst i tre afsnit. Titlen er: Drømmeprismet.

Gamle anmeldelser

Jeg har fundet et par gamle anmeldelser i skuffen. De er ikke just hyperaktuelle, men indholdet i dem står jeg stadig ved:




Overskridelsens besværlighed

Jan Kjærstads nye roman er en forlængelse af velkendte temaer udspillet tidligere i forfatterskabet. Det er vel udført, men så heller ikke så meget mere end det.
Jan Kjærstad: Jeg er brødrene Walker. Oversat af Camilla Christenen. Samleren. 438 sider. 349 kr.
Af Jacob Ulrich

Måske er det egentlig forkert at kalde Kjærstads nye bog for en roman. Den består af i alt seks noteshæfter, forfattet af den 14-15-årige Odd Marius Walaker. Imellem disse hæfters beskrivelser hører vi om den voksne Odd Marius i rollen som Norges statsoverhoved og med frygteligt hovedbrud over en nært forestående og ubegribelig krise. Rammen er straks sat for en penduleren mellem ungdommens naive opdagelse af verdens vidunder og den voksende skepsis over den selvsamme verdens ’forfald’. Det kan umiddelbart lyde som en håbløs nostalgisk refleksion over tabet af ungdommens fantasi, men under Kjærstads pen er der noget andet og mere på spil – noget som vedrører menneskets evne til poetisk skabelse generelt. Lyder det ambitiøst? Ja, så har du ikke helt taget fejl.

De fleste kender muligvis Kjærstad som vinder af Nordisk Råds Litteraturpris i 1999 for ’Opdageren’, tredje og sidste bind i romantrilogien om Jonas Wergeland. Kjærstads romanprojekt høstede hyldest for sin ambition, fortælleglæde og forrygende narrative teknik, hvor adskillige tilsyneladende usammenhængende fænomener pludselig fandt sammen i hovedpersonen Jonas’ bevidsthed og udløste intense erkendelsesmæssige øjeblikke. Selve plottet i trilogien var langt hen ad vejen underordnet og trådte oftest i baggrunden for til gengæld at give rum for inspirerede digressioner udi verdenskulturens væld af referencer. Et overflødighedshorn fristes man til at kalde det, med velvillig ironisk pointeren af at der dybest set er noget lykkeligt naivt over Kjærstads tilgang til stoffet. Kjærstads hovedpersoner lever det metaforiske overskud i hverdagens poesi fuldt ud. De arbejder i en emotionel overskridelsesdimension som næsten er romantisk, bortset fra at det hele udspiller sig i et postmoderne univers. Nogle ville kalde det overfladisk.

Typografien
Vender vi blikket mod ’Jeg er brødrene Walker’ møder vi som nævnt en række noteshæfter, forfattet af den pubertære Odd Marius Walaker – en tænksom og lettere akavet norsk knægt med (sunde) interesser for tegning, flanerende traveture i Oslo, piger, sex og mestendels udforskning af egne erkendelsesmæssige evner. I de personlige optegnelser beretter Odd Marius om alt, hvad der møder ham af udfordringer i løbet af de ca. halvandet år, som hæfterne strækker sig over. At der er tale om noteshæfter overbevises vi om allerede på de første sider. Odd Marius skriver som om han aldrig havde gjort det før. Afstumpede sætninger. Korrektioner hist og pist. Pludselige indfald uden tydelig sammenhæng. Og en ærlig oprigtighed over for nødvendigheden af at skrive, uanset hvad. Som supplement er teksten spækket med typografiske effekter såsom overstregninger, varierende skrifttype og lignende ”kreative” indslag, der fint demonstrerer forfatterens bemestring af Microsoft Word(!) En idé, der virker ret halvhjertet, for ærlig talt: Selvom Kjærstads ansats til at inkorporere visuelle effekter i sin fortælling virker forfriskende i starten, er der stadigvæk noget enormt uambitiøst over udførelsen.
Som handlingen skrider frem, og Odd Marius får flere og flere fantastiske indsigter i livets væsen, forsvinder de tøvende og eksperimenterende momenter som karakteriserer de første sider af bogen. Man fristes til at spørge, hvorfor Kjærstad ikke gik hele vejen, og simpelthen udgav bogen som deciderede håndskrevne ark, med dertilhørende skæve skitser, overstregninger etc.? ’Jeg er brødrene Walker’ kunne være tænkt som en eksperimentel graphic novel, hvor læseoplevelsen udfordredes mere. Nuvel. Kjærstad prætenderer som sådan heller ikke at være en formfornyende forfatter, til det er han alt for optaget af den magi, der ligger i at fortælle en god historie. For ’Jeg er brødrene Walker’ vil rigtig gerne være en god historie.

Et ungdommeligt drive
Kjærstad vil gerne overbevise os om, at det rent faktisk er en 14-15-årig ung knøs, der skriver, og det er i mine øjne den præmis, der er sværest at sluge. Odd Marius er allerede i notehæfternes første sider ufatteligt formbevidst i sin skrivestil. Han betages af sprogets muligheder og lader alskens ord strømme ud på siderne – mest fordi de har en klang af noget magisk, men også fordi han har en intuitiv fornemmelse af, at der ligger skjulte betydninger gemt i sproget. Den sproglige opfindsomhed og iagttagelsesevne fejler slet ikke noget – særligt fordi den rent faktisk bærer præg af en ungdommelig fascination ved tingenes sammensætning.
Der er mildest talt ingen grænser for de poetiske frembringelser, Odd Marius kan præstere, og midtvejs i romanen opnår hans optegnelser en så gennemkomponeret kvalitet, at man helt glemmer, at der er tale om en teenagedreng som ophav til skriverierne. Hvad der særligt imponerer, er evnen til at tilbageholde oplysninger undervejs for at skabe et større narrativt drive. Selv i dybt smertelige eller dybt erotiske episoder udskydes det afslørende moment utroligt længe, og visse scener udviser en dramaturgisk ekvilibrisme uden lige. Og her begynder skepsissen at melde sig. Hvordan kan dette sproglige ’boy wonder’ være så ekstremt formbevidst i beskrivelserne af episoder, der må have påvirket ham dybt? Hvorfor fyrer han ikke bare umiddelbart alle pointerne af i starten af hvert afsnit, for at få afløb for de frustrationer, de har affødt? Jo længere man kommer ind i romanen jo mere skinner den ’voksne’ Kjærstad igennem som ophavsmand til den sproglige opfindsomhed og strukturering af begivenheder. Dette er synd og skam, for fortællingen har potentiale til at udvikle sig på egen hånd og gå ud over nogle af de strukturelle grænser, Kjærstad har sat op for fortællingen.

Overskridelsen
Romanen tematiserer overordnet set menneskets evne til at nå ud over den umiddelbare virkelighed igennem det poetiske sprog. Odd Marius fungerer i sammenhængen som det medie, hvorigennem alskens poetiske erfaringer kan kanaliseres. Han betages af de muligheder, der byder sig, når uensartede fænomener sammenstilles i den menneskelige bevidsthed – og hans erkendelsesprocesser bliver i løbet af romanen svulstigt ladet med mangedoblede betydninger. At dette berører kernen i Kjærstads poetik, fornemmer man tydeligt i romanen. Desværre betyder det også, at man får indtrykket af en forfatter, der styrer den ungdommelige knøs’ bevidsthed med henblik på at nå bestemte æstetiske mål. For eksempel den vedvarende penduleren mellem muligheden og umuligheden i, at Odd får erobret den spændstigt underskønne og lettere dæmoniske Mia. Eller de evindeligt tilbageholdte afsløringer om hvordan det i virkeligheden er fat med forældrenes parforhold. Romanteknisk er det elegant udført, men det havde uden tvivl været langt mere appetitvækkende, hvis Kjærstad ikke havde insisteret på at kontrollere teksten helt så meget, som han har gjort. At ’Jeg er brødrene Walker’ stadig er bedre end meget ny litteratur skal ikke afholde mig fra alligevel at anbefale at man (gen)læser Wergelandtrilogien i stedet.

(Re-)konfiguration

Det har noget tid nu været min hensigt at genstarte denne blog. Små skriblerier havner alt for ofte enten på facebook eller som bitre opstød i min dagbog. Alt for sjældent får de en form. Og sjældnere endnu bliver de genstand for andres kritiske blik.
Bloggens genfødsel er et forsøg på at udfordre disse udtryksmæssige begrænsninger, der i for lang tid nu har præget min tekstproduktion.

Søvnens metafor

Selvsagt, et essay, som al anden litteratur, kan snildt starte med en selvreference – en metapassage hvor mediet ironisk reflekteres ind i indholdet. Den modige essayist der tør udfordre normen for det personlige essay får derved lavet et dobbeltgreb. Han træder på én gang ind og ud af genren. Allerede i starten er essayisten klar over sin dobbelte rolle, som både forfatter og læser, og har derved vundet læserens respekt. Delvist. Da al metareflektion akkompagneres af en tøven. For hvordan nåede vi overhovedet op på sådan et overskuende plan. Og så endda allerede i starten?

Det kræver først og fremmest at man er bevidst om hvad man foretager sig. I dette øjeblik er jeg mig bevidst om at jeg skriver. Jeg er også bevidst om at jeg er vågen imens det foregår og at mørket er begyndt at trænge ind igennem persiennernes smalle sprækker. Der antydes allerede her en mulig modsætning. Vågen i mørket. Jeg kunne også have været sovende i lyset, men så ville jeg næppe få skrevet særlig meget. Den første bevidstliggørelse har altså at gøre med at jeg er klar over at jeg er vågen. Hvad skriver jeg da i min vågne tilstand? Et essay? Nej ikke engang det. En essayøvelse sågar, for at understrege tekstens karakter af at opstå i et prøvende nu.

Det kan være svært at kategorisere essayet som en genre. Hvis man skal holde sig til én ofte gentaget karakteristik kan man tale om længden. Det skal være kort – hvilket for så vidt er et vidt begreb. For hvor kort er kort? Selv livet er jo kort, selvom det er som bekendt stadig længere end de fleste litterære værker. Et bud kunne være at sige at det er ligeså langt som dagen, i den forstand at det sjældent strækker sig længere end hvad der kan optages ved højst en dags læsning. Man kan tolke dette på flere måder. Essayet levner altid plads til natten. I andre litterære projekter, som fx À la recherche du temps perdu, hvor natten på flere planer indtages, bliver det skrevne ved og ved. Det flyder ud over dagens afsluttethed og påvirker os i søvne, hvor fiktive personer lever deres eget liv blandt andre natlige fantasifostre. Når læsningen af et essay er endt kan det lægges bort og søvnen kan overtage. Derved kan man sige at essayet holder sig på afstand af en væsentlig sideeffekt ved længerevarende læsning, nemlig trætheden og søvnen. Den ivrige læser, der stræber efter at optage Du côté de chez Swann i et langt stræk overmandes uvægerligt af søvnen. Dette er ikke en bekymring for essay-læseren, der må se søvnens afbrydelse som en sag der ikke vedrører læsningen af litteratur.

Hvad der førhen var menneskehedens halve liv i mørke er i dag befolket af lysende fænomener. Et virkeligt altomsluttende nattemørke er ikke længere en eksistentiel betingelse takket være udbredelsen af det elektriske lys i 1900-tallet. ”Der er sket det, at vi i løbet af de sidste hundrede år har mistet forbindelsen med natten” skrev Al Alvarez i 1995. Natten er ikke længere dedikeret søvnen, den er ikke længere dagens modsætning men derimod en umærkelig forlængelse af dagen. Om natten arbejdes der – også med litteratur – og søvnen indordnes i en selvopfundet døgnstruktur uafhængigt af det naturlige mørkes fremkomst. Nat, søvn, mørke. Alt sammen noget der vedrører basale menneskelige erfaringer og som har at gøre med de tilstande hvor vi mister os selv. I litteraturen er det naturligt at miste sig selv, men kun inden for tekstens rammer. For hvad sker der når natten, søvnen og mørket tager over fra tekstens planlagte forløb?

Der er et formidlingsproblem ved at skrive om natten. Og det skal forstås i så dobbelt en forstand som muligt. Famlende at gribe sin pen i mørket og utilsløret begå mord mod det skrevne, som Macbeth i en mareridtsagtig mani, er fatalt – især hvis man insisterer på at koble skriften med livet. Når Nerval skriver at ”søvnens første øjeblikke er et billede på døden” skal det erindres at døden i kristendommen er én lang søvn. Koblingen af nattens bevidstløse mørke med ophøret af liv er indlejret i kulturen på et billedligt plan. Således er søvn en metafor for et område vores bevidsthed ikke har adgang til. Hvis skriften mimer livet, må den også rumme disse elementer af nat, mørke og søvnens bevidstløse strøm. Det er svært at sige hvordan og om den overhovedet gør det.

En fristende slutning at drage er at sige at litteraturens mørke er alt det som er udenfor teksten. Det er alle de huller vi støder på i læsningen, selv på et helt konkret plan, som mellemrum mellem ord, bogstavers adskillelse fra hinanden. Men så er vi lige vidt, for er det så netop alt det som litteraturen ikke er, der repræsenterer det vi ikke kan erfare med vores bevidsthed? Svaret tror jeg nærmere ligger i den grunderfaring af mørke vi har som mennesker, og som vi i menneskehedens historie har stræbt efter at fortrænge. Når jeg i starten reflekterede mig frem til at min vågne tilstand var en forudsætning for at skrive lå der også en erfaring af umulighed skjult deri. Jeg ved at min egen bevidsthed har en naturlig grænse, og at det jeg evner at formidle ikke kan træde udover den tærskel der er ind til søvnens erfaringsverden. Og her er vi på smukkeste vis tilbage ved det metarefleksive. Vi kan ikke undersøge vores egen søvn i vågen tilstand – det siger sig selv. Derfor lader den sig heller ikke formidle. Søvnen som erfaring må undslippe enhver ansats til litterært udtryk, hvor smerteligt og afskåret det så end må forekomme, for et oplyst menneske der helst sover om dagen.

For tiden er der ikke andet at sige end:

http://ulleparis.blogspot.com/

Sort glorie

Din sorte glorie
emmer
af tab
men
spolér ikke min ensomhed
med din uskyldsrene ofring
fremman derimod dit modbillede
i en turbulent taksigelse

Mellem linierne

Det er måske ikke helt forkert at betegne min blog som én der udfolder sig i det tomme rum. Inaktiviteten er den gældende drivkraft.
Hvorom alting er, så bruger jeg dog stadig tid på at læse og forstå Verden som den fremstår for mig - jeg formidler det bare ikke.
Senest har jeg oprettet en facebook-profil med dertilhørende zoologisk have.
Endvidere har jeg fundet dette link til tekster fra Prousts hovedværk. http://etext.library.adelaide.edu.au/p/proust/marcel/

God læselyst