Bestandigt ude af funktion

Proust og Niels Frank?
Der sker en hel del i Franks underlige pastiche over et rundspørgeskema. Men hvordan bliver sådan en tekst skabt? Sætter Frank sig simpelthen ned ved sin laptop, søger lidt på Proust, støder på spørgsmålene og begynder så legenede at omforme dem? Altså, er det en viljeshandling eller et spørgsmål om tilfældig nødvendighed?
Jeg forstår ganske enkelt ikke de helt centrale stadier i sådan en tekststumps tilblivelse. Og jeg forstår ikke inspirationens rolle.
2000 mil herfra arbejder forfatterhjerner på højtryk for at manufakturere endnu en discountfantasi.

I den blå port 75
I Franks tekst
I "Fører De dagbog?"
her står det centrale, for mig, i flere sammenhænge.
Jeg kan ikke beslutte mig for om de tekster jeg skriver er for mig selv, for en indre udvikling eller for at bevise en evne. Derfor er det ganske komfortabelt at påstå det akademiske, forskerbaserede aspekt som gennemgående i produktionen - men det er også en falsk påstand.
Mine tanker fører ingen drømme med sig, kun systemer.
"Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv." Et sådant liv er fiktivt. Realistisk afhængigt, men præget af fiktionen.

Her følger hele Franks svar på spørgsmålet jeg kredser sådan om:

Fører De dagbog?

Jeg holdt op, da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden. Da jeg ikke kunne se det skrevne udefra. Da dagbogen ikke længere fik mig til at glemme. Da jeg begyndte at tænke på dens mulige læser i en fjern fremtid. Da jeg oplevede, at den gav mig tryghed. Da jeg oplevede, at den ville rydde op i mit liv. Da den gjorde hændelser, møder, samtaler til fiktion: det, der skal fortælles. Da jeg indså, at jeg kun gik efter højdepunkterne og glemte alt det vigtige undervejs. Da den, der bogførte, begyndte at vide mere end den, der levede. Da jeg gav mig til at sniksnakke med mig selv, og bagtale mig selv, og bagtale andre. Da jeg gav mig til at genlæse bogen fra ende til anden. Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv. Da den endte som en skitse, et kladdehæfte, til den 'rigtige' skrift. Da den fik alting til at hænge for godt sammen, mens jeg selv forblev nedtrampet.