fredag, september 07, 2007

Til læseren -

I det nyeste nummer af det danske litterære tidsskrift, 'Den blå port', er trykt en tekst af Niels Frank betitlet ' Livet efter Marcel Proust'. Her genfortolker Frank de spørgsmål Proust oprindeligt svarede på, i forbindelse med en rundsending, der minder om vore dages 'hvad-laver-du-nu'-mails. Frank forvansker de oprindelige spørgsmål, så de får en til tider komisk kant, for eksempel lyder et af spørgsmålene 'Har De nogensinde gjort i bukserne i Venedig?' Og ved spørgsmålet 'Hvad er deres største fejl?' bliver svaret nøgternt og udramatisk fremstillet som "Jeg er for behåret". Alt i alt bliver de omtrent 18 spørgsmål og svar til en uens mængde tekststykker, der sjældent forholder sig ærligt til spørgsmålets logik. for eksempel når en lang elaboration over en potentiel videreudvikling af reglerne for fodbold kommer til at flyde ud fra spørgsmålet 'Hvad kan få Dem til at føle undren?'.

Men hvorfor lige Marcel Proust som reference? Umiddelbart baserer teksten sig ganske løseligt på den litterære arv fra Proust. Frank vælger faktisk at undgå at forholde sig direkte til Prousts romanværk (A la recherche du temps perdu), som i alle sammenhænge er det evige referencepunkt, når Proust benyttes som intertekstuel reference. Derimod tager Frank en marginal tekst, som allerhøjst har en værdi som biografisk kuriosum for Proust-afficinados, og gør den til ramme omkring sin egen tekst. En nærmere granskning af Franks svar kan dog vise sig at rumme tydeligere referencer til Prousts hovedværk, end som det umiddelbart forekommer.
I svaret til spørgsmålet 'Fører De dagbog?' forklarer Frank hvorfor han ophørte med at skrive dagbog, "... da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden." Dette svar, der til dels kan fungere som en mini-poetik for Franks samlede tekst, deler et tema der kendt fra Proust hovedværk, nemlig den uklare skelnen mellem fiktionen og biografien.

Interessant er det uden tvivl hvordan der er en vedvarende reception og adaption af Proust i nyere dansk litteratur. Det er helt klart et studium værd. Ergo, jeg vil uddybe det ovenstående yderligere, så snart jeg får gravet mig længere ned i Franks tekst.

Ingen kommentarer: