Den æstetiske fordring

- intet er det umuliges ven.

Det er jo så fucking anstregende. Prøver nok bare at arbejde med teorien om livet og få den sat i forbindelse med det faktisk levede liv. Den akademiske, teoretiske tradition har en så suggestiv og dragende karakter, at den på en gang kredser om noget som er vigtigere end den selv, nemlig det erfaringsmateriale den baserer sig på - samtidig udfolder den sig som en mystisk sfære afskåret fra enhver erfaring.
Her smelter det æstetiske sammen med livet og teorien. Er Adorno svaret?

Dybest set er mit mål at få arbejdet mig hen imod en undersøgelse af forholdet mellem 'teori' som videnskabeligt funderet erkendelsesmoment og de æstetiske rammer ethvert udtryk udfolder sig i, herunder det teoretiske udtryk.