"We manufacture such a portion of our own despair"
Siger en af de kvindelige hovedskikkelser, Agnes, i Edward Albees 'A Delicate Balance' som spiller på Århus teater i disse dage. Titlen er her blevet oversat til 'En hårfin balance', og stykket er da også lidt af en balanceagt, hvor man som beskuer hele tiden svinger i mellem enten at frydes over eller foragte de agerende personer.
En udpræget flittig teatergænger vil jeg ikke påstå jeg er, og derfor er selve oplevelsen at attendere Århus teater da også en begivenhed i sig selv, der i et vist omfang kan siges at overskygge selve opsætningen. En skam muligvis. Men ofte kan sådan en rolle som udenforstående og uindviet betragter af et scenarie ofte være ganske afslørende, og her taler jeg så vel og mærke ikke om selve stykket. Hvad der ofte slår mig, er hvorledes sociale konventioner udstilles under en udførelse af kunstnerisk materiale. Hvorledes interaktion mellem mennesker fastløses i bestemte roller; passiv og aktiv. Hvorledes afstanden mellem den agerende og den attenderende bliver primærfokus under visse omstændigheder.
Hvorfor fanden klapper man for eksempel når en opførelse er afsluttet? Er det fordi man søger at udvise en form for modsvar til den ageren man netop har været passivt vidne til? Er det for at understrege at ens passivitet under fremførelsen netop var selvvalgt og ikke var grundet en konvention man ikke have lyst til at tage afstand fra? Og endelig, handler det fundamentalt set ikke om at blive drevet til at træffe et afgørende valg i eksistentiel sammenhæng?
Håbløse spørgsmål med endnu mere håbløse svar. Pointen med 'En hårfin balance' er at animere til en genopdagelse af forbindelsen mellem tanke og handling. Den centrale mandlige skikkelse i stykket, Tobias, fremstilles i overvejende grad som den ubeslutsomme og inaktive mand, som har underlagt sig sin kones beslutsomhed. Tobias er i mange sammenhænge et ynkeligt tilfælde af fortabt mandlighed, der alt for ofte dvæler ved moralske forhold, uden nogen tegn på forløsende udvej. Tobias' svækkede handlekraft er indbegrebet af fortvivlelse uden mål. Men som hustruen Agnes' indledende citat understreger er fortvivlelsen selvskabt. Men samtidig med at citatet fremhæver det maskulint skabende ('manufacture' konnoterer til noget industrielt, produktionsmæssigt og ikke udpræget feminint) som værende medspiller i retning af forfald og fortvivlelse, så ligger den modsatte virkning også implicit i sætningen. Nemlig at muligheden for at skabe en del af sin egen lykke også er til stede. Måske ikke just som handling fremfor ord, men handling igennem ord.
Man bliver om ikke andet sat i en situation, som følge af stykkets tema, der fordrer at man som beskuer ikke kan forholde sig passivt til det. Her er ikke tale om kartasiske processer under selve fremførelsen, men derimod føler man sig som et skabende individ så snart man vurderer stykket efterfølgende. Og heri ligger den forløsende effekt.
At denne blog-entry så er mindre forløsende er så en anden sag, men det kan man jo gå hjem og tænke lidt over.
En udpræget flittig teatergænger vil jeg ikke påstå jeg er, og derfor er selve oplevelsen at attendere Århus teater da også en begivenhed i sig selv, der i et vist omfang kan siges at overskygge selve opsætningen. En skam muligvis. Men ofte kan sådan en rolle som udenforstående og uindviet betragter af et scenarie ofte være ganske afslørende, og her taler jeg så vel og mærke ikke om selve stykket. Hvad der ofte slår mig, er hvorledes sociale konventioner udstilles under en udførelse af kunstnerisk materiale. Hvorledes interaktion mellem mennesker fastløses i bestemte roller; passiv og aktiv. Hvorledes afstanden mellem den agerende og den attenderende bliver primærfokus under visse omstændigheder.
Hvorfor fanden klapper man for eksempel når en opførelse er afsluttet? Er det fordi man søger at udvise en form for modsvar til den ageren man netop har været passivt vidne til? Er det for at understrege at ens passivitet under fremførelsen netop var selvvalgt og ikke var grundet en konvention man ikke have lyst til at tage afstand fra? Og endelig, handler det fundamentalt set ikke om at blive drevet til at træffe et afgørende valg i eksistentiel sammenhæng?
Håbløse spørgsmål med endnu mere håbløse svar. Pointen med 'En hårfin balance' er at animere til en genopdagelse af forbindelsen mellem tanke og handling. Den centrale mandlige skikkelse i stykket, Tobias, fremstilles i overvejende grad som den ubeslutsomme og inaktive mand, som har underlagt sig sin kones beslutsomhed. Tobias er i mange sammenhænge et ynkeligt tilfælde af fortabt mandlighed, der alt for ofte dvæler ved moralske forhold, uden nogen tegn på forløsende udvej. Tobias' svækkede handlekraft er indbegrebet af fortvivlelse uden mål. Men som hustruen Agnes' indledende citat understreger er fortvivlelsen selvskabt. Men samtidig med at citatet fremhæver det maskulint skabende ('manufacture' konnoterer til noget industrielt, produktionsmæssigt og ikke udpræget feminint) som værende medspiller i retning af forfald og fortvivlelse, så ligger den modsatte virkning også implicit i sætningen. Nemlig at muligheden for at skabe en del af sin egen lykke også er til stede. Måske ikke just som handling fremfor ord, men handling igennem ord.
Man bliver om ikke andet sat i en situation, som følge af stykkets tema, der fordrer at man som beskuer ikke kan forholde sig passivt til det. Her er ikke tale om kartasiske processer under selve fremførelsen, men derimod føler man sig som et skabende individ så snart man vurderer stykket efterfølgende. Og heri ligger den forløsende effekt.
At denne blog-entry så er mindre forløsende er så en anden sag, men det kan man jo gå hjem og tænke lidt over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar