This Mortal Coil

Skriver generelt for lidt om musik i denne blog. Det vil jeg hermed gøre noget ved.
Det skyldes naturligvis at jeg føler at det jeg vil kunne skrive langtfra vil være fyldestgørende nok i forhold til den mængde musik der interesserer mig. Men et sted må man jo starte.

Igennem nogen tid efterhånden har jeg i det stille dyrket den genre, der går under den løse betegnelse 'dream pop'. Især This Mortal Coil og Slowdive. Eller rettere sagt, jeg dyrker den med jævne mellemrum, og hovedsageligt i sene aftentimer, hvor sindet skal have lidt luft. Den romantiske idé skal dyrkes. Den summende sen-melankoli manifesteres...

.....YIARGHHH....

Og her træder min håbløse musikeklekticisme ind og smadrer alt hvad der hedder fornuft og struktur i dette blog-entry. Nok engang må jeg erkende at det er fuldstændig ugennemskueligt hvornår noget musik, i en helt anden stil, pludselig ramler ind og slår dig omkuld.
Jeg havde virkelig besluttet mig for at skrive længe og fordybet omkring 'dreampop', imens jeg lyttede intenst til det, for ligesom at få det ind under huden. Men nej. Min winamp-playliste ville det anderledes. Pludselig præsenteres jeg nemlig, ud af det blå, for The Knife - We share our mothers health. I et Trentemøller mix(!!). Og tro mig, jeg er helt solgt hele vejen igennem. Jeg har adskillige gange, over for adskillige personer, bekendt min store kærlighed til Trentemøllers sublime sound, og nu må jeg nok engang kaste mig i næsegrus beundring. Ufatteligt hvad den tætte mikro-electronica-lyd gør ved hele mit korpus. Det er vel nærmest en legemlig besættelse for mig efterhånden at spænde mine muskler til klikkene fra et Trentemøller-nummer. Og når først man er musikalsk spændt op til et sådant nummer, så er det umuligt, i hvert fald denne aften at komme ned i gear til noget 'dreampop'. Men det skal nok komme...