Gamle anmeldelser

Jeg har fundet et par gamle anmeldelser i skuffen. De er ikke just hyperaktuelle, men indholdet i dem står jeg stadig ved:




Overskridelsens besværlighed

Jan Kjærstads nye roman er en forlængelse af velkendte temaer udspillet tidligere i forfatterskabet. Det er vel udført, men så heller ikke så meget mere end det.
Jan Kjærstad: Jeg er brødrene Walker. Oversat af Camilla Christenen. Samleren. 438 sider. 349 kr.
Af Jacob Ulrich

Måske er det egentlig forkert at kalde Kjærstads nye bog for en roman. Den består af i alt seks noteshæfter, forfattet af den 14-15-årige Odd Marius Walaker. Imellem disse hæfters beskrivelser hører vi om den voksne Odd Marius i rollen som Norges statsoverhoved og med frygteligt hovedbrud over en nært forestående og ubegribelig krise. Rammen er straks sat for en penduleren mellem ungdommens naive opdagelse af verdens vidunder og den voksende skepsis over den selvsamme verdens ’forfald’. Det kan umiddelbart lyde som en håbløs nostalgisk refleksion over tabet af ungdommens fantasi, men under Kjærstads pen er der noget andet og mere på spil – noget som vedrører menneskets evne til poetisk skabelse generelt. Lyder det ambitiøst? Ja, så har du ikke helt taget fejl.

De fleste kender muligvis Kjærstad som vinder af Nordisk Råds Litteraturpris i 1999 for ’Opdageren’, tredje og sidste bind i romantrilogien om Jonas Wergeland. Kjærstads romanprojekt høstede hyldest for sin ambition, fortælleglæde og forrygende narrative teknik, hvor adskillige tilsyneladende usammenhængende fænomener pludselig fandt sammen i hovedpersonen Jonas’ bevidsthed og udløste intense erkendelsesmæssige øjeblikke. Selve plottet i trilogien var langt hen ad vejen underordnet og trådte oftest i baggrunden for til gengæld at give rum for inspirerede digressioner udi verdenskulturens væld af referencer. Et overflødighedshorn fristes man til at kalde det, med velvillig ironisk pointeren af at der dybest set er noget lykkeligt naivt over Kjærstads tilgang til stoffet. Kjærstads hovedpersoner lever det metaforiske overskud i hverdagens poesi fuldt ud. De arbejder i en emotionel overskridelsesdimension som næsten er romantisk, bortset fra at det hele udspiller sig i et postmoderne univers. Nogle ville kalde det overfladisk.

Typografien
Vender vi blikket mod ’Jeg er brødrene Walker’ møder vi som nævnt en række noteshæfter, forfattet af den pubertære Odd Marius Walaker – en tænksom og lettere akavet norsk knægt med (sunde) interesser for tegning, flanerende traveture i Oslo, piger, sex og mestendels udforskning af egne erkendelsesmæssige evner. I de personlige optegnelser beretter Odd Marius om alt, hvad der møder ham af udfordringer i løbet af de ca. halvandet år, som hæfterne strækker sig over. At der er tale om noteshæfter overbevises vi om allerede på de første sider. Odd Marius skriver som om han aldrig havde gjort det før. Afstumpede sætninger. Korrektioner hist og pist. Pludselige indfald uden tydelig sammenhæng. Og en ærlig oprigtighed over for nødvendigheden af at skrive, uanset hvad. Som supplement er teksten spækket med typografiske effekter såsom overstregninger, varierende skrifttype og lignende ”kreative” indslag, der fint demonstrerer forfatterens bemestring af Microsoft Word(!) En idé, der virker ret halvhjertet, for ærlig talt: Selvom Kjærstads ansats til at inkorporere visuelle effekter i sin fortælling virker forfriskende i starten, er der stadigvæk noget enormt uambitiøst over udførelsen.
Som handlingen skrider frem, og Odd Marius får flere og flere fantastiske indsigter i livets væsen, forsvinder de tøvende og eksperimenterende momenter som karakteriserer de første sider af bogen. Man fristes til at spørge, hvorfor Kjærstad ikke gik hele vejen, og simpelthen udgav bogen som deciderede håndskrevne ark, med dertilhørende skæve skitser, overstregninger etc.? ’Jeg er brødrene Walker’ kunne være tænkt som en eksperimentel graphic novel, hvor læseoplevelsen udfordredes mere. Nuvel. Kjærstad prætenderer som sådan heller ikke at være en formfornyende forfatter, til det er han alt for optaget af den magi, der ligger i at fortælle en god historie. For ’Jeg er brødrene Walker’ vil rigtig gerne være en god historie.

Et ungdommeligt drive
Kjærstad vil gerne overbevise os om, at det rent faktisk er en 14-15-årig ung knøs, der skriver, og det er i mine øjne den præmis, der er sværest at sluge. Odd Marius er allerede i notehæfternes første sider ufatteligt formbevidst i sin skrivestil. Han betages af sprogets muligheder og lader alskens ord strømme ud på siderne – mest fordi de har en klang af noget magisk, men også fordi han har en intuitiv fornemmelse af, at der ligger skjulte betydninger gemt i sproget. Den sproglige opfindsomhed og iagttagelsesevne fejler slet ikke noget – særligt fordi den rent faktisk bærer præg af en ungdommelig fascination ved tingenes sammensætning.
Der er mildest talt ingen grænser for de poetiske frembringelser, Odd Marius kan præstere, og midtvejs i romanen opnår hans optegnelser en så gennemkomponeret kvalitet, at man helt glemmer, at der er tale om en teenagedreng som ophav til skriverierne. Hvad der særligt imponerer, er evnen til at tilbageholde oplysninger undervejs for at skabe et større narrativt drive. Selv i dybt smertelige eller dybt erotiske episoder udskydes det afslørende moment utroligt længe, og visse scener udviser en dramaturgisk ekvilibrisme uden lige. Og her begynder skepsissen at melde sig. Hvordan kan dette sproglige ’boy wonder’ være så ekstremt formbevidst i beskrivelserne af episoder, der må have påvirket ham dybt? Hvorfor fyrer han ikke bare umiddelbart alle pointerne af i starten af hvert afsnit, for at få afløb for de frustrationer, de har affødt? Jo længere man kommer ind i romanen jo mere skinner den ’voksne’ Kjærstad igennem som ophavsmand til den sproglige opfindsomhed og strukturering af begivenheder. Dette er synd og skam, for fortællingen har potentiale til at udvikle sig på egen hånd og gå ud over nogle af de strukturelle grænser, Kjærstad har sat op for fortællingen.

Overskridelsen
Romanen tematiserer overordnet set menneskets evne til at nå ud over den umiddelbare virkelighed igennem det poetiske sprog. Odd Marius fungerer i sammenhængen som det medie, hvorigennem alskens poetiske erfaringer kan kanaliseres. Han betages af de muligheder, der byder sig, når uensartede fænomener sammenstilles i den menneskelige bevidsthed – og hans erkendelsesprocesser bliver i løbet af romanen svulstigt ladet med mangedoblede betydninger. At dette berører kernen i Kjærstads poetik, fornemmer man tydeligt i romanen. Desværre betyder det også, at man får indtrykket af en forfatter, der styrer den ungdommelige knøs’ bevidsthed med henblik på at nå bestemte æstetiske mål. For eksempel den vedvarende penduleren mellem muligheden og umuligheden i, at Odd får erobret den spændstigt underskønne og lettere dæmoniske Mia. Eller de evindeligt tilbageholdte afsløringer om hvordan det i virkeligheden er fat med forældrenes parforhold. Romanteknisk er det elegant udført, men det havde uden tvivl været langt mere appetitvækkende, hvis Kjærstad ikke havde insisteret på at kontrollere teksten helt så meget, som han har gjort. At ’Jeg er brødrene Walker’ stadig er bedre end meget ny litteratur skal ikke afholde mig fra alligevel at anbefale at man (gen)læser Wergelandtrilogien i stedet.