Sharpen up boy!

Der er så mange grunde til at et individ som jeg selv overvindes, igen og igen (&) af distraktioner. Det er nærmere reglen end undtagelsen (af Christian Jungersen) at en eller anden form for skriveri tilsidesættes, udelukkende fordi en tredie form for skriveri trænger sig på. Jeg tænker naturligvis på den ulideligt anstrengende og anmasende form for skrift der hedder opgaveskrivning. Lykkeligvis er jeg netop i går sluppet ud af en tung opgaveproces' indsnævrende net og ganske uforvarende kastet hovedkulds tilbage i den springende tankes facetterede flugt.

Men hvad skal jeg så give mig til, nu hvor jeg er fri, og har al tid i Verden?

Jaeh, der er vel næppe noget bedre end at læse af ren og skær lyst... Så Proust, here I come!!

et enkelt klik væk...

Faldt lige over følgende side der gør tykt nar ad pitchforks indiesnobberi...

http://www.somethingawful.com/fake/richdork/


---

Den eksistentielle og den maskinelle

Har voldlyttet Radioheads "Paranoid Android" de sidste par dage, i opgaveøjemed, og nåede frem til den konklusion at nummeret udspiller sig i spændingsfeltet mellem den menneskeligt funderede erkendelse og den teknologiske virkelighed der trænger sig på.
Hvilket er håbløst abstrakt.

På et plan kan teksten til nummeret siges at fungere som den paranoide androides egne tanker. Han benægter på sin vis sin egen eksistens som værende androide, men mindes om det i kraft af computerstemmen i baggrunden der hvisker "I may be paranoid, but not an android".

Desuden er de mange stemninger og følelser der forvirrende blander sig ind i hinanden hele vejen igennem nummeret et udtryk for de forskellige programmører der har skabt androidens bevidsthed.

Det vigtigste i lytteprocessen har dog været, at jeg har opdaget mit uovertrufne yndlingssted i nummeret, nemlig fra 2.20 - 2.32. Her drukner det hele ikke i bombast. Derimod pumpes lyden frem af et nærmest maskinelt drive!

mediocrazy

Dage med dovenskab får mig til at tænke mærkelige tanker. Ofte affødt af sporadisk beskæftigelse med tilfældige emner. Upræcist og ufokuseret.

Literature is a state of culture. Poetry is a state of grace, before and after culture.
-- Juan Ramon Jimenez

Og så er det vel ikke så underligt at jeg føler mig "otherworldly"?

At undervurdere farten

”Kunstbegrebet er blevet udfordret gennem tiden med hensyn til hvilken genstand, der kunne være kunst. Men kunsten kræver en kunstnerisk intention, tilstedeværelsen af en kunstner. Moralen er, at selv det mest utraditionelle kan komme i betragtning som kunst, men vel at mærke hvis det er lavet, forarbejdet eller udvalgt af en kunstner.”

Uwe Max Jensen og Christian Tangø, i Politiken d. 24 oktober 2006

De fleste århusianere har stiftet bekendtskab med den berygtede udstilling "Racing Cars - the art dimension" som var at finde på ARoS hele efteråret indtil årets omme. Også undertegnede. Og faktisk fandt jeg udstillingen så interessant at jeg valgte at skrive opgave om den. Med en kraftig vinkling på musikkens manifestation. Manden med den kunstneriske intention bag musikken er Martin Hall, og det er på en eller anden måde interessant hvor lidt opmærksomhed denne del af udstillingen (altså musikken) har tiltrukket i receptionen af den.

Ovenstående citat er skrevet i en kommentar til udstillingen, og er det ikke et bemærkelsesværdigt synspunkt at fremføre? Det er meget interessant at værdisætning af kunsten afhænger af tilknytningen til et skabende subjekt, hvad end dette subjekt er den oprindelige skaber eller ej. Jensen og Tangø overser givetvis at forankringen af et kunstværk i forhold til et subjekt kan knyttes til en tradition, og derved til en lang række kunstnerindivider. Måske har udstillingen på ARoS ikke en entydig signatur, men hvor ofte tillægges kuratoren vel ellers en position i forbindelse med en udstilling. Aldrig formoder jeg. Dermed kan udstillingen godt være intentionsløs, men at være løst fra sin institutionaliserede tilstedeværelse som kunst er den ikke, alene i kraft af at der er en beskuende intention til stede. Vi ønsker at opleve dette som kunst, og navnløsheden understreger blot begrebets flygtighed.

Fanget i en knæhase

Nogle gange er det sværeste ved disse selvudpenslinger selve valget af maling. Skal det være blåt, rødt. Eller som i dette tilfælde, gennemsigtigt? Eller måske skulle jeg bare lægge et pænt tapet ud på bloggen, så slipper jeg da trods alt for alle de grimme afskaldninger af håbløs sproglig kolorit.

I dag fik jeg udleveret eksamensopgave i musikanalyse. En af valgmulighederne bestod i at skulle analysere Radioheads "Paranoid Android". Fantastisk. Og farligt. Kan risikere at ødelægge sangen for mig altid. Men jeg vælger den hvorom alting er. Spørgsmålet til opgaven lyder at der skal "gives en karakteristik af nummerets helhedspræg" og nummeret skal sættes "i forhold til 90'ernes genremæssige spektrum".
Allerede nu er jeg på vej godt ned i det nummer jeg troede jeg kendte så godt.
Alle kender jo den notoriske "pling-lyd" 2.26 inde i nummeret, lige i det moment hvor Thom synger "KICKing...". Smukt. Men først nu har jeg bemærket den underlige lyd a la "mekanisk åndedræt" der kommer imens Thom synger "ugly" få sekunder før, nemlig 2.22 inde i sangen, og som gentages kort efter ved "piggy".
Tror min umiddelbare tese til at beskæftige mig med sangen går på at kompleksiteten fordrer sammenhæng. At det komplekse aldrig kan være fragmentarisk. Det komplekse er altid del af et hele, hvorimod det fragmentariske er fraværet af en sådan helhed.

Og fuck kompleksiteten "Off with his head man!"