Ulles underfundigheder

Endnu en Kjærstad-anmeldelse

2010-10-29T08:45:00.002+02:00

Jeg er brødrene Walker af Jan Kjærstad

anmeldt af Jacob Ulrich

EN GRANDIOS OVERDRIVELSE

I Jan Kjærstads nyeste roman ’Jeg er brødrene Walker’ møder vi en fortællestemme, som umiskendeligt minder om de fortællere, vi ofte støder på ved Kjærstad. Odd Marius Walaker er en teenageknægt, som efter et styrt på cyklen får rokket tankerne ud af kurs og pludselig oplever sin erkendelse af omverdenen vokse markant. I en række noteshæfter, forfattet fra efteråret 1983 til foråret 1984, drister han sig til at berette om sine oplevelser i et sprog som i mangel af bedre må kaldes ’inspireret’. En række narrative tråde løber gennem noteshæfterne. En tråd knytter sig til Odd Marius’ pubertære udfordringer, herunder forelskelsen i den underskønne, men lettere dæmoniske Mia, venskabet med den seksuelt frustrerede Simon og forældrenes mulige separation. Denne tråd kunne man kalde den personlige. En anden tråd er spatialt betinget. Odd Marius begiver sig, som en anden flaneur, rundt i Oslos bymidte for at få nye indtryk. På disse ture interviewer han et bredt udsnit af Oslos indbyggere og båndafskriften fra disse interviews indlejres med jævne mellemrum i journalteksten. Endvidere byder vandreturene på mødet med skolelæreren ’Gamle Hellas’ som nærmest bliver mentor for Odd Marius og sågar optræder som igangsættende moment for fortællingen, da han byder Odd Marius at ’skrive så meget som muligt ned fra de år, han gennemlever nu’. Et panoptisk syn oplever Odd Marius, da han redder vennen Simons lillebror Andreas ved at finde ham i kirkens klokketårn, hvorfra den ophøjede udsigt fører til en ’kopernikansk indsigt’. Et kig ind i verdensaltet. Odd Marius’ beskrivelser tangerer magisk realisme og cykelstyrtets affødte ’W-potens’ bliver en indre drivkraft der motiverer skriverierne i noteshæfterne og fungerer som inspirationelt omdrejningspunkt.

Endnu en tråd, og denne er egentlig den overordnede, befinder sig på fortællingens makroniveau. Den er temporal og kommer til udtryk ved en penduleren mellem den pubertære Odd Marius’ erfaringsunivers og den voksne Odd Marius’ rolle som Norges statsleder. I en række snapshots dateret 5. August 20** hører vi om en nært forestående national krise, hvor Odd Marius, på sin velmagts tinde, må indse at evnen til at tænke stort undslipper ham. Hvad han kæmper for at genfinde er netop det mentale overskud han oplevede som teenager, og som han fik foreviget i en række notesbøger tilbage i firserne.
Hvis det lyder forvirrende med alle disse tråde i romanen, så virker det faktisk overraskende godt under læsningen af den. Årsagen er, at Kjærstad er en forfatter, der insisterer på at holde en snor i fortællingen hele vejen og helst ikke lader den løbe ud over de rammer der er sat for den. Alt er struktureret, så det kan glide ned, uden at man får alt for meget galt i halsen. Journalafsnittene er hverken for lange eller korte. Glimtene af den nutidige krise optræder med så jævne mellemrum, at de aldrig helt smutter ud af bevidstheden, og på meningsplanet er referencerne aldrig så outrerede, at det er umuligt at følge med og forudse, hvilket formål de eventuelt tjener senere i romanen. Med andre ord er Kjærstad så dygtig til at strukturere sin roman, at man ligefrem lægger mærke til det. Og det er ikke nødvendigvis godt.

Romankonstruktion(er)
Kjærstad er ofte blevet kritiseret for netop at være for formbevidst, hvis noget sådan findes, og for at lade strukturen skinne for tydeligt igennem i litteraturen. Han har flere gange taget til genmæle mod kritikken, særligt i den programmatiske essaysamling ’Menneskets Felt’ fra 1997. ”Alle romaner er konstruerede” skriver Kjærstad og ”er altid dømt til at være en grandios overdrivelse.” hvilket han selvfølgelig kan have ret i. Men dermed ikke sagt at der ikke kan være både gode og dårlige måder at gribe konstruktionen an på. Kritikken mod det (over)konstruerede i hans romaner er måske nærmere et tegn på, at Kjærstad ikke er subtil nok i sin udførelse. Hans prisvindende opus, Wergelandtrilogien fra (1993-1999) var et stort projekt med én bærende idé, nemlig at lade associationsspring forme det narrative forløb. Elegant udført, men også med en tendens til at lade strukturen få overtaget. Den vældige encyklopædiske viden, der blev kanaliseret ud gennem hovedpersonen Jonas Wergelands erfaringer, skulle retfærdiggøres ved nøje udvalgte metaforiske konstruktioner, der alle kredsede om sammenvævningen af disparate elementer.

JEBW baserer sig i høj grad på den samme idé, som skabte både Wergelandtrilogien og senere ’Kongen af Europa’. Verdens og menneskets sammensætning beskrives bedst ’horisontalt’, som en række sideordnede fænomener, der alle har potentiale til at støde sammen og frigøre en livgivende energi. Menneskets liv udfolder sig ikke (udelukkende) i dybden, men i lige så høj grad i overfladens sammenrend af objekter og erfaringer. Enhver tendens til dybdepsykologisering er således ironisk ved Kjærstad, fx lader han hånt om den iøjnefaldende mulighed for at lade præstesønnen Simons seksuelle frustration udspringe af faderens martrende adfærd. I stedet foretrækker Kjærstad at arbejde med dynamiske identitetsstrukturer, der er afhængige af beskuerens kontekst. Derfor er de fleste personer i JEBW en anelse konturløse og har en udflydende karakter, der tager form ud fra Odd Marius’ aktuelle sindstilstand. Den evige tendens til at skabe dybde i personerne udfordres drilsk af det flakkende fokus i den pubertære hjerne. Og dette er faktisk udmærket. For på trods af risikoen for at persontegningen bliver flad og interesseløs, så lykkes det at fremhæve at identiteten, for Kjærstad, har en flydende karakter.

Derimod peger den flydende karakter i negativ retning tilbage mod Odd Marius selv, som er en mærkelig gennemsigtig størrelse. Selvom han tillægges en række markante karaktertræk forbliver han det medie, der kanaliserer Kjærstads idéer ud. Dette kan forekomme som en mærkelig kritik. Hvordan kan det være dårligt at hovedpersonen fungerer som den membran, hvorigennem forfatterens projekt strømmer? Problemet består i den modstand, en fortælling og dens personer bør øve på fortælleren. Kjærstad lader måske Odd Marius undre sig over verdens sammensætning, men man fornemmer ikke, at han har tilladt sig selv den samme undren. Derimod bliver ’Jeg er brødrene Walker’ et eksempel på en livsfilosofi, Kjærstad allerede har udfoldet i Wergelandtrilogien og den bærer på en smertelig antydning af, at forfatteren har svært ved at overskride de erkendelser, der allerede er optrådt tidligere i forfatterskabet.

Metaforproblematikken
At overskride erfaringens umiddelbare grænser er et kendetegn ved romantikken. I den forbindelse må Kjærstad i høj grad siges at være romantiker. Overskridelsens princip er det der bygger Odd Marius’ udviklingsrejse op. Konventioner udfordres konstant inde i hovedet på den associativt overophedede teenager, og det aflejrer sig gennem hele romanen i sproglige nyskabelser af mærkværdig karakter.
Odd Marius konstruerer ord med charmerende og umiddelbart usandsynlige klange: Gopletanker, Bob-ord, cortex-fattig, holoholo-ekspeditioner, Tuvalu-hændelsen og sidst men ikke mindst W-potensen. Hvad ordene referer til afsløres i løbet af fortællingen. Dette er i min optik et af de mest vellykkede aspekter af ’Jeg er brødrene Walker’. Kjærstad får fint demonstreret den anarkistiske tilgang til sproglige konventioner, der hersker i teenageårene – og han gør det, så man både føler den prekære indforståethed ved slang, og samtidig nyder den åbenhed mod sprogets muligheder, som det også udtrykker. Det er også her, Kjærstads egen opfindsomme glæde bedst stråler igennem. Disse metaforiske skævvridninger af sproget udgør på sin vis kernen i Kjærstads skabende optik.

Metaforen, enten som ren sanselig ornamentik eller intentionelt erkendelsesmoment, rummer for Kjærstad altid den overskridende karakter, som er så nødvendig for at give perspektiv og mening til tilværelsen – forudsat, naturligvis, at det ikke er en dårlig metafor, for de findes også. Det er dybest set denne insisteren ved Kjærstad på metaforens, og derigennem det poetiske sprogs, overskridende karakter, der gør ’Jeg er brødrene Walker’ svær at afskrive som ligegyldig romankunst. Langt hen ad vejen kan ’Jeg er brødrene Walker’ nemlig betragtes som en virkeliggørelse af Kjærstads poetik. Den efterlader én med indtrykket af, at Kjærstad har brugt romanen som et eksperimentarium for sine idéers rækkevidde. At de så ikke rækker særlig meget videre end Kjærstad allerede er nået i sit forfatterskab er blot ærgerligt.
Kjærstad taler et sted i ’Menneskets Felt’ om såkaldte hovedmetaforer, der opsummerer en hel kultur og transcenderer den i samme ombæring. Ligeledes tales om en central metafor som kim for fortællingens strukturering. ’Jeg er brødrene Walker’ rummer næppe en sådan central metafor. I hvert fald har undertegnede svært ved at skimte den. Derimod udfolder romanen en basal glæde ved fortællingens dragende egenskaber. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at ’Jeg er brødrene Walker’ kunne have været så meget mere end den er – velvidende, at det ikke er comme il faut at vurdere værker på, hvad de potentielt kunne udfolde sig til. Alligevel klinger romanens projekt lidt for meget af uforløste idéer og af en forfatter, der har spillet sine væsentligste trumfer tidligere i karrieren. Er man bekendt med Kjærstads tidligere romaner, føjer JEBW ikke noget nyt til forfatterskabet. Til gengæld kan den fungere som en relativt letfordøjelig introduktion for nye læsere.

Drømmeprismet

2010-10-20T12:47:00.006+02:00

Søvn og læsning er beslægtede. Da Sigmund Freud i sin ’Drømmetydning’ søger at komme til en psykologisk forståelse af drømmen, ender han med at betragte drømmen som en form for ’skrift’. Drømmen viser sig at være et udtryk for en sproglig erfaring, der transformeres til billeder, som vi så efterfølgende tolker. Perceptionen af drømmebilleder i søvnen minder om vores mentale processer under læsning i vågen tilstand.

Søvnforskere har allerede bevist, at den menneskelige hjerne langt fra er inaktiv under søvnen. Faktisk er den, i perioder med den såkaldte REM-søvn, udsat for et ligeså højt aktivitetsniveau som den vågne hjerne. REM-søvnen er det stadie, hvor drømme typisk forekommer. I visse kredse bruges begrebet ’paradoksal søvn’ til at beskrive REM-søvn, for selvom hjernens aktivitet er høj, forbliver den sovende krop paralyseret. Imens drømmearbejdet står på, er kroppen et billede på døden. Søvnen er en fysiologisk betingelse for drømmens fremkomst, derfor kan den betragtes som den membran, vores læsning af drømmenes skrift altid må gennemgå, før vi, i vågen tilstand, kan foretage en fortolkning.

Da jeg holder meget af at ligge i min seng og læse indtil sent på aftenen, oplever jeg ofte at søvnen indvirker på den litteratur, jeg har taget med mig i seng. Når først jeg indretter mig i min sædvanlige position, med puder i ryggen og bøger på skødet, sker der noget med min opmærksomhed. Jeg begynder at indstille mig på, at søvnen på et tidspunkt kommer snigende. Med andre ord er jeg klar over at læsningen ikke fortsætter i det uendelige. Søvnen er latent til stede som en markør for læsningens uundgåelige ophør. Måske skyldes det, at jeg netop griber de to fænomener – læsning og søvn – an på samme måde. Læsning er for mig en tilstand jeg går ind i. Jeg bestræber mig altid på at møde litteraturen så uforstyrret som muligt. Alt hvad der fysisk kan aflede min opmærksomhed, søger jeg at eliminere. I litteraturens favn er fortabelsen kun mulig i en tilstand af absolut afskærmethed fra verdens virak. Det samme gør sig faktisk gældende for søvnen. Den omhyggelige forberedelse til at sove er så implicit en del af vores kultur, at vi næppe tænker over det, men den er ret væsentlig for vores opfattelse af, hvad søvnen er. For søvnen er en skrøbelig tilstand. Vi bruger megen tid på at indrette os således, at ydre stimuli ikke skal gribe ind og forstyrre vores søvn. Når jeg stiger ombord i sengen og trækker dynen op over kroppen, er det en kulturel tilvænning der bestemmer, at jeg sover bedst på denne måde. Måske er min tilgang til læsning knyttet til en lignende foranstaltning.

Under min læsning slipper min bevidsthed langsomt taget. Først i den omgivende verden. Jeg bevæger nærmest kun øjnene. Min krop er rolig. Musklerne bevæger sig næsten ikke. Men min hjerne arbejder, på paradoksal vis, på højtryk. Sproget omformes til billeder, og jeg læser min egen mentale skrift. Min fordybelse i litteraturen er et individuelt privilegium. Jeg er overladt til mig selv, i mit indslumrende stadie, mellem læsning og falden i søvn. Snart blander litteraturen sig med andre indtryk. Sætningerne, jeg læser, forsvinder. En glemsel begynder at melde sig. En døsig dis breder sig i bevidstheden. Bogen dumper ud af hænderne. Jeg sover.

Drøm og teori er beslægtede. Drømmen er det stadie i søvnen, hvor bevidstheden vågner. Og drømmen kan optræde som næsten hvad som helst. ”The dream is the reawakening of the interminable” siger Maurice Blanchot, og drømmen er da også blevet tillagt endeløse betydninger i historiens løb. Om det skyldes at drømmen henter sit materiale fra menneskets erfaringsverden, eller at drømmen netop er afskåret fra denne erfaringsverden er svært at sige. For drømmen er en potentiel metafor for alverdens anskuelser.

Min drøm fører mig tilbage til Freud. For før jeg slumrede hen, sad jeg og læste hans ’Drømmetydning’. Ikke alt hvad der optræder i drømmen har relation til nylige hændelser, men drømmen er en gentagelse af øjeblikket, før jeg faldt i søvn. Teksten, jeg læser, er den selvsamme, men det er som om jeg slet ikke læser den, men blot reciterer den for mig selv, mentalt og mystisk. Det er som om min tænkning ikke udspringer af noget udefrakommende, men opstår inde i mig selv. Jeg søger at række ud efter en blyant til at beskrive følelsen med, men møder en grænse. Tankerne er som indlejrede i min bevidsthed, men fastlåste. Som om erkendelsen er statisk. Jeg begynder at overveje om min oplevelse er et udtryk for drømmens almene karakter, og pludselig hører jeg opklippede sætninger fra Freuds værk strømme igennem bevidstheden. ”En […] praktisk betydning kan drømmen […] ikke gøre krav på. Drømmens teoretiske værdi er imidlertid desto større”. I min drøm forekommer det mig netop at forholde sig sådan. Drømmen rummer ingen praktisk værdi, men må henregnes til en teoretisk sfære. Skellet mellem teori og praksis er som divisionen mellem den drømmende og vågne tilstand i vores åndsliv. Befinder man sig i den første tilstand er det umuligt at skelne mellem de to. Da er teori og praksis smeltet sammen. I drømmens øjeblik synes muligheden at være der, for at tillægge drømmen en hvilken som helst betydning. Men drømmen er også en æstetisk konstruktion. Et kalejdoskop, der vender og drejer alt inde i mit hoved. Alligevel kan jeg i min beskrivelse af drømmen kun ty til sammenligninger. Hele tiden må jeg sige ’som om’, for mine drømmeerfaringer er kun tilsyneladende. Tegnene, der vises for mig, er uhåndgribelige. De optræder med andre ord på et teoretisk plan i min bevidsthed.

Hvad end drømmen er, så udfolder den sig i en ramme, som ikke er dens egen. Den er pakket ind i søvnens kappe og for at få adgang til den, må man først bevæge sig igennem søvnens mørke, der mimer døden.

Erindring og praksis er beslægtede. Jeg vågner. Det er nat, men drømmen står klart for mig. Det første jeg gør, er at nedskrive den. Jeg ved, at forudsætningen for at erindre drømmen er, at jeg undgik søvnens favntag. Jeg må være vågnet midt i REM-søvnens intense svingninger, flere forsøg har nemlig vist, at man bedst husker sine drømme, når man vækkes imens REM-fasen er i gang. I månens skær skinner siderne fra ’Drømmetydning’ i mine øjne. Jeg kæmper for at adskille erindringen om drømmen fra min læsning få timer før. Alene det at jeg forsøger at erindre drømmen afslører, at jeg har en bestemt opfattelse af, hvad drømme er. Nemlig at de udspringer af intellektet.

Imidlertid er dette alt, jeg har tilbage til at fortolke drømmen i min vågne tilstand. For hvert minut der går, er det som om drømmeoplevelsen forvitrer i mit sind. At vi har et besvær med at huske vores drømme skyldes sandsynligvis, at de mentale funktioner, der knytter sig til drømmearbejdet ikke er nært forbundet med hjernens hukommelsescentre. Derfor har vi ofte en ufuldstændig erindring af nattens drømme, hvis vi da overhovedet har nogle erindringer. Det kan lede til en fornemmelse af, at drømmene gemmer vigtige erkendelser for os.

Da jeg begynder at nedskrive drømmen, indser jeg, at jeg bevæger mig længere og længere væk fra den. Mit intellekt søger at omforme mine erindringsstumper, så de fremstår ordnede, så de får et formål. Men min opmærksomhed retter sig mere og mere mod skriften, mod den skabende praksis. Erindringen bliver det materiale, jeg kredser om, men jeg ved ikke, om jeg skal forme en videnskabelig eller æstetisk baseret skrift. Drømmens hensvindende genskin i min vågne bevidsthed antyder begge tilgange. Min bevidsthed kredser om denne problemstilling. Jeg kniber øjnene i, for at koncentrere mig. Skriften forsvinder for mine øjne. Jeg falder tilbage i søvnens favn.

Da jeg vågner igen, skinner solen ind ad vinduet. Freud ligger stadig opslået. Jeg kigger på natbordet og ser, at nattens skriverier blev længere, end jeg huskede. Foran mig ligger en tekst i tre afsnit. Titlen er: Drømmeprismet.

Gamle anmeldelser

2010-10-20T11:20:00.002+02:00

Jeg har fundet et par gamle anmeldelser i skuffen. De er ikke just hyperaktuelle, men indholdet i dem står jeg stadig ved:

Overskridelsens besværlighed

Jan Kjærstads nye roman er en forlængelse af velkendte temaer udspillet tidligere i forfatterskabet. Det er vel udført, men så heller ikke så meget mere end det.
Jan Kjærstad: Jeg er brødrene Walker. Oversat af Camilla Christenen. Samleren. 438 sider. 349 kr.
Af Jacob Ulrich

Måske er det egentlig forkert at kalde Kjærstads nye bog for en roman. Den består af i alt seks noteshæfter, forfattet af den 14-15-årige Odd Marius Walaker. Imellem disse hæfters beskrivelser hører vi om den voksne Odd Marius i rollen som Norges statsoverhoved og med frygteligt hovedbrud over en nært forestående og ubegribelig krise. Rammen er straks sat for en penduleren mellem ungdommens naive opdagelse af verdens vidunder og den voksende skepsis over den selvsamme verdens ’forfald’. Det kan umiddelbart lyde som en håbløs nostalgisk refleksion over tabet af ungdommens fantasi, men under Kjærstads pen er der noget andet og mere på spil – noget som vedrører menneskets evne til poetisk skabelse generelt. Lyder det ambitiøst? Ja, så har du ikke helt taget fejl.

De fleste kender muligvis Kjærstad som vinder af Nordisk Råds Litteraturpris i 1999 for ’Opdageren’, tredje og sidste bind i romantrilogien om Jonas Wergeland. Kjærstads romanprojekt høstede hyldest for sin ambition, fortælleglæde og forrygende narrative teknik, hvor adskillige tilsyneladende usammenhængende fænomener pludselig fandt sammen i hovedpersonen Jonas’ bevidsthed og udløste intense erkendelsesmæssige øjeblikke. Selve plottet i trilogien var langt hen ad vejen underordnet og trådte oftest i baggrunden for til gengæld at give rum for inspirerede digressioner udi verdenskulturens væld af referencer. Et overflødighedshorn fristes man til at kalde det, med velvillig ironisk pointeren af at der dybest set er noget lykkeligt naivt over Kjærstads tilgang til stoffet. Kjærstads hovedpersoner lever det metaforiske overskud i hverdagens poesi fuldt ud. De arbejder i en emotionel overskridelsesdimension som næsten er romantisk, bortset fra at det hele udspiller sig i et postmoderne univers. Nogle ville kalde det overfladisk.

Typografien
Vender vi blikket mod ’Jeg er brødrene Walker’ møder vi som nævnt en række noteshæfter, forfattet af den pubertære Odd Marius Walaker – en tænksom og lettere akavet norsk knægt med (sunde) interesser for tegning, flanerende traveture i Oslo, piger, sex og mestendels udforskning af egne erkendelsesmæssige evner. I de personlige optegnelser beretter Odd Marius om alt, hvad der møder ham af udfordringer i løbet af de ca. halvandet år, som hæfterne strækker sig over. At der er tale om noteshæfter overbevises vi om allerede på de første sider. Odd Marius skriver som om han aldrig havde gjort det før. Afstumpede sætninger. Korrektioner hist og pist. Pludselige indfald uden tydelig sammenhæng. Og en ærlig oprigtighed over for nødvendigheden af at skrive, uanset hvad. Som supplement er teksten spækket med typografiske effekter såsom overstregninger, varierende skrifttype og lignende ”kreative” indslag, der fint demonstrerer forfatterens bemestring af Microsoft Word(!) En idé, der virker ret halvhjertet, for ærlig talt: Selvom Kjærstads ansats til at inkorporere visuelle effekter i sin fortælling virker forfriskende i starten, er der stadigvæk noget enormt uambitiøst over udførelsen.
Som handlingen skrider frem, og Odd Marius får flere og flere fantastiske indsigter i livets væsen, forsvinder de tøvende og eksperimenterende momenter som karakteriserer de første sider af bogen. Man fristes til at spørge, hvorfor Kjærstad ikke gik hele vejen, og simpelthen udgav bogen som deciderede håndskrevne ark, med dertilhørende skæve skitser, overstregninger etc.? ’Jeg er brødrene Walker’ kunne være tænkt som en eksperimentel graphic novel, hvor læseoplevelsen udfordredes mere. Nuvel. Kjærstad prætenderer som sådan heller ikke at være en formfornyende forfatter, til det er han alt for optaget af den magi, der ligger i at fortælle en god historie. For ’Jeg er brødrene Walker’ vil rigtig gerne være en god historie.

Et ungdommeligt drive
Kjærstad vil gerne overbevise os om, at det rent faktisk er en 14-15-årig ung knøs, der skriver, og det er i mine øjne den præmis, der er sværest at sluge. Odd Marius er allerede i notehæfternes første sider ufatteligt formbevidst i sin skrivestil. Han betages af sprogets muligheder og lader alskens ord strømme ud på siderne – mest fordi de har en klang af noget magisk, men også fordi han har en intuitiv fornemmelse af, at der ligger skjulte betydninger gemt i sproget. Den sproglige opfindsomhed og iagttagelsesevne fejler slet ikke noget – særligt fordi den rent faktisk bærer præg af en ungdommelig fascination ved tingenes sammensætning.
Der er mildest talt ingen grænser for de poetiske frembringelser, Odd Marius kan præstere, og midtvejs i romanen opnår hans optegnelser en så gennemkomponeret kvalitet, at man helt glemmer, at der er tale om en teenagedreng som ophav til skriverierne. Hvad der særligt imponerer, er evnen til at tilbageholde oplysninger undervejs for at skabe et større narrativt drive. Selv i dybt smertelige eller dybt erotiske episoder udskydes det afslørende moment utroligt længe, og visse scener udviser en dramaturgisk ekvilibrisme uden lige. Og her begynder skepsissen at melde sig. Hvordan kan dette sproglige ’boy wonder’ være så ekstremt formbevidst i beskrivelserne af episoder, der må have påvirket ham dybt? Hvorfor fyrer han ikke bare umiddelbart alle pointerne af i starten af hvert afsnit, for at få afløb for de frustrationer, de har affødt? Jo længere man kommer ind i romanen jo mere skinner den ’voksne’ Kjærstad igennem som ophavsmand til den sproglige opfindsomhed og strukturering af begivenheder. Dette er synd og skam, for fortællingen har potentiale til at udvikle sig på egen hånd og gå ud over nogle af de strukturelle grænser, Kjærstad har sat op for fortællingen.

Overskridelsen
Romanen tematiserer overordnet set menneskets evne til at nå ud over den umiddelbare virkelighed igennem det poetiske sprog. Odd Marius fungerer i sammenhængen som det medie, hvorigennem alskens poetiske erfaringer kan kanaliseres. Han betages af de muligheder, der byder sig, når uensartede fænomener sammenstilles i den menneskelige bevidsthed – og hans erkendelsesprocesser bliver i løbet af romanen svulstigt ladet med mangedoblede betydninger. At dette berører kernen i Kjærstads poetik, fornemmer man tydeligt i romanen. Desværre betyder det også, at man får indtrykket af en forfatter, der styrer den ungdommelige knøs’ bevidsthed med henblik på at nå bestemte æstetiske mål. For eksempel den vedvarende penduleren mellem muligheden og umuligheden i, at Odd får erobret den spændstigt underskønne og lettere dæmoniske Mia. Eller de evindeligt tilbageholdte afsløringer om hvordan det i virkeligheden er fat med forældrenes parforhold. Romanteknisk er det elegant udført, men det havde uden tvivl været langt mere appetitvækkende, hvis Kjærstad ikke havde insisteret på at kontrollere teksten helt så meget, som han har gjort. At ’Jeg er brødrene Walker’ stadig er bedre end meget ny litteratur skal ikke afholde mig fra alligevel at anbefale at man (gen)læser Wergelandtrilogien i stedet.

(Re-)konfiguration

2010-09-22T00:07:00.003+02:00

Det har noget tid nu været min hensigt at genstarte denne blog. Små skriblerier havner alt for ofte enten på facebook eller som bitre opstød i min dagbog. Alt for sjældent får de en form. Og sjældnere endnu bliver de genstand for andres kritiske blik.
Bloggens genfødsel er et forsøg på at udfordre disse udtryksmæssige begrænsninger, der i for lang tid nu har præget min tekstproduktion.

Søvnens metafor

2009-04-15T14:17:00.000+02:00

Selvsagt, et essay, som al anden litteratur, kan snildt starte med en selvreference – en metapassage hvor mediet ironisk reflekteres ind i indholdet. Den modige essayist der tør udfordre normen for det personlige essay får derved lavet et dobbeltgreb. Han træder på én gang ind og ud af genren. Allerede i starten er essayisten klar over sin dobbelte rolle, som både forfatter og læser, og har derved vundet læserens respekt. Delvist. Da al metareflektion akkompagneres af en tøven. For hvordan nåede vi overhovedet op på sådan et overskuende plan. Og så endda allerede i starten?

Det kræver først og fremmest at man er bevidst om hvad man foretager sig. I dette øjeblik er jeg mig bevidst om at jeg skriver. Jeg er også bevidst om at jeg er vågen imens det foregår og at mørket er begyndt at trænge ind igennem persiennernes smalle sprækker. Der antydes allerede her en mulig modsætning. Vågen i mørket. Jeg kunne også have været sovende i lyset, men så ville jeg næppe få skrevet særlig meget. Den første bevidstliggørelse har altså at gøre med at jeg er klar over at jeg er vågen. Hvad skriver jeg da i min vågne tilstand? Et essay? Nej ikke engang det. En essayøvelse sågar, for at understrege tekstens karakter af at opstå i et prøvende nu.

Det kan være svært at kategorisere essayet som en genre. Hvis man skal holde sig til én ofte gentaget karakteristik kan man tale om længden. Det skal være kort – hvilket for så vidt er et vidt begreb. For hvor kort er kort? Selv livet er jo kort, selvom det er som bekendt stadig længere end de fleste litterære værker. Et bud kunne være at sige at det er ligeså langt som dagen, i den forstand at det sjældent strækker sig længere end hvad der kan optages ved højst en dags læsning. Man kan tolke dette på flere måder. Essayet levner altid plads til natten. I andre litterære projekter, som fx À la recherche du temps perdu, hvor natten på flere planer indtages, bliver det skrevne ved og ved. Det flyder ud over dagens afsluttethed og påvirker os i søvne, hvor fiktive personer lever deres eget liv blandt andre natlige fantasifostre. Når læsningen af et essay er endt kan det lægges bort og søvnen kan overtage. Derved kan man sige at essayet holder sig på afstand af en væsentlig sideeffekt ved længerevarende læsning, nemlig trætheden og søvnen. Den ivrige læser, der stræber efter at optage Du côté de chez Swann i et langt stræk overmandes uvægerligt af søvnen. Dette er ikke en bekymring for essay-læseren, der må se søvnens afbrydelse som en sag der ikke vedrører læsningen af litteratur.

Hvad der førhen var menneskehedens halve liv i mørke er i dag befolket af lysende fænomener. Et virkeligt altomsluttende nattemørke er ikke længere en eksistentiel betingelse takket være udbredelsen af det elektriske lys i 1900-tallet. ”Der er sket det, at vi i løbet af de sidste hundrede år har mistet forbindelsen med natten” skrev Al Alvarez i 1995. Natten er ikke længere dedikeret søvnen, den er ikke længere dagens modsætning men derimod en umærkelig forlængelse af dagen. Om natten arbejdes der – også med litteratur – og søvnen indordnes i en selvopfundet døgnstruktur uafhængigt af det naturlige mørkes fremkomst. Nat, søvn, mørke. Alt sammen noget der vedrører basale menneskelige erfaringer og som har at gøre med de tilstande hvor vi mister os selv. I litteraturen er det naturligt at miste sig selv, men kun inden for tekstens rammer. For hvad sker der når natten, søvnen og mørket tager over fra tekstens planlagte forløb?

Der er et formidlingsproblem ved at skrive om natten. Og det skal forstås i så dobbelt en forstand som muligt. Famlende at gribe sin pen i mørket og utilsløret begå mord mod det skrevne, som Macbeth i en mareridtsagtig mani, er fatalt – især hvis man insisterer på at koble skriften med livet. Når Nerval skriver at ”søvnens første øjeblikke er et billede på døden” skal det erindres at døden i kristendommen er én lang søvn. Koblingen af nattens bevidstløse mørke med ophøret af liv er indlejret i kulturen på et billedligt plan. Således er søvn en metafor for et område vores bevidsthed ikke har adgang til. Hvis skriften mimer livet, må den også rumme disse elementer af nat, mørke og søvnens bevidstløse strøm. Det er svært at sige hvordan og om den overhovedet gør det.

En fristende slutning at drage er at sige at litteraturens mørke er alt det som er udenfor teksten. Det er alle de huller vi støder på i læsningen, selv på et helt konkret plan, som mellemrum mellem ord, bogstavers adskillelse fra hinanden. Men så er vi lige vidt, for er det så netop alt det som litteraturen ikke er, der repræsenterer det vi ikke kan erfare med vores bevidsthed? Svaret tror jeg nærmere ligger i den grunderfaring af mørke vi har som mennesker, og som vi i menneskehedens historie har stræbt efter at fortrænge. Når jeg i starten reflekterede mig frem til at min vågne tilstand var en forudsætning for at skrive lå der også en erfaring af umulighed skjult deri. Jeg ved at min egen bevidsthed har en naturlig grænse, og at det jeg evner at formidle ikke kan træde udover den tærskel der er ind til søvnens erfaringsverden. Og her er vi på smukkeste vis tilbage ved det metarefleksive. Vi kan ikke undersøge vores egen søvn i vågen tilstand – det siger sig selv. Derfor lader den sig heller ikke formidle. Søvnen som erfaring må undslippe enhver ansats til litterært udtryk, hvor smerteligt og afskåret det så end må forekomme, for et oplyst menneske der helst sover om dagen.

2008-05-02T22:03:00.000+02:00

For tiden er der ikke andet at sige end:

http://ulleparis.blogspot.com/

Sort glorie

2007-11-29T10:00:00.000+01:00

Din sorte glorie
emmer
af tab
men
spolér ikke min ensomhed
med din uskyldsrene ofring
fremman derimod dit modbillede
i en turbulent taksigelse

Mellem linierne

2007-10-26T11:07:00.000+02:00

Det er måske ikke helt forkert at betegne min blog som én der udfolder sig i det tomme rum. Inaktiviteten er den gældende drivkraft.
Hvorom alting er, så bruger jeg dog stadig tid på at læse og forstå Verden som den fremstår for mig - jeg formidler det bare ikke.
Senest har jeg oprettet en facebook-profil med dertilhørende zoologisk have.
Endvidere har jeg fundet dette link til tekster fra Prousts hovedværk. http://etext.library.adelaide.edu.au/p/proust/marcel/

God læselyst

Den æstetiske fordring

2007-10-06T23:18:00.000+02:00

- intet er det umuliges ven.

Det er jo så fucking anstregende. Prøver nok bare at arbejde med teorien om livet og få den sat i forbindelse med det faktisk levede liv. Den akademiske, teoretiske tradition har en så suggestiv og dragende karakter, at den på en gang kredser om noget som er vigtigere end den selv, nemlig det erfaringsmateriale den baserer sig på - samtidig udfolder den sig som en mystisk sfære afskåret fra enhver erfaring.
Her smelter det æstetiske sammen med livet og teorien. Er Adorno svaret?

Dybest set er mit mål at få arbejdet mig hen imod en undersøgelse af forholdet mellem 'teori' som videnskabeligt funderet erkendelsesmoment og de æstetiske rammer ethvert udtryk udfolder sig i, herunder det teoretiske udtryk.

Bestandigt ude af funktion

2007-09-19T17:17:00.000+02:00

Proust og Niels Frank?
Der sker en hel del i Franks underlige pastiche over et rundspørgeskema. Men hvordan bliver sådan en tekst skabt? Sætter Frank sig simpelthen ned ved sin laptop, søger lidt på Proust, støder på spørgsmålene og begynder så legenede at omforme dem? Altså, er det en viljeshandling eller et spørgsmål om tilfældig nødvendighed?
Jeg forstår ganske enkelt ikke de helt centrale stadier i sådan en tekststumps tilblivelse. Og jeg forstår ikke inspirationens rolle.
2000 mil herfra arbejder forfatterhjerner på højtryk for at manufakturere endnu en discountfantasi.

I den blå port 75
I Franks tekst
I "Fører De dagbog?"
her står det centrale, for mig, i flere sammenhænge.
Jeg kan ikke beslutte mig for om de tekster jeg skriver er for mig selv, for en indre udvikling eller for at bevise en evne. Derfor er det ganske komfortabelt at påstå det akademiske, forskerbaserede aspekt som gennemgående i produktionen - men det er også en falsk påstand.
Mine tanker fører ingen drømme med sig, kun systemer.
"Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv." Et sådant liv er fiktivt. Realistisk afhængigt, men præget af fiktionen.

Her følger hele Franks svar på spørgsmålet jeg kredser sådan om:

Fører De dagbog?

Jeg holdt op, da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden. Da jeg ikke kunne se det skrevne udefra. Da dagbogen ikke længere fik mig til at glemme. Da jeg begyndte at tænke på dens mulige læser i en fjern fremtid. Da jeg oplevede, at den gav mig tryghed. Da jeg oplevede, at den ville rydde op i mit liv. Da den gjorde hændelser, møder, samtaler til fiktion: det, der skal fortælles. Da jeg indså, at jeg kun gik efter højdepunkterne og glemte alt det vigtige undervejs. Da den, der bogførte, begyndte at vide mere end den, der levede. Da jeg gav mig til at sniksnakke med mig selv, og bagtale mig selv, og bagtale andre. Da jeg gav mig til at genlæse bogen fra ende til anden. Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv. Da den endte som en skitse, et kladdehæfte, til den 'rigtige' skrift. Da den fik alting til at hænge for godt sammen, mens jeg selv forblev nedtrampet.

Til læseren -

2007-09-07T09:27:00.000+02:00

I det nyeste nummer af det danske litterære tidsskrift, 'Den blå port', er trykt en tekst af Niels Frank betitlet ' Livet efter Marcel Proust'. Her genfortolker Frank de spørgsmål Proust oprindeligt svarede på, i forbindelse med en rundsending, der minder om vore dages 'hvad-laver-du-nu'-mails. Frank forvansker de oprindelige spørgsmål, så de får en til tider komisk kant, for eksempel lyder et af spørgsmålene 'Har De nogensinde gjort i bukserne i Venedig?' Og ved spørgsmålet 'Hvad er deres største fejl?' bliver svaret nøgternt og udramatisk fremstillet som "Jeg er for behåret". Alt i alt bliver de omtrent 18 spørgsmål og svar til en uens mængde tekststykker, der sjældent forholder sig ærligt til spørgsmålets logik. for eksempel når en lang elaboration over en potentiel videreudvikling af reglerne for fodbold kommer til at flyde ud fra spørgsmålet 'Hvad kan få Dem til at føle undren?'.

Men hvorfor lige Marcel Proust som reference? Umiddelbart baserer teksten sig ganske løseligt på den litterære arv fra Proust. Frank vælger faktisk at undgå at forholde sig direkte til Prousts romanværk (A la recherche du temps perdu), som i alle sammenhænge er det evige referencepunkt, når Proust benyttes som intertekstuel reference. Derimod tager Frank en marginal tekst, som allerhøjst har en værdi som biografisk kuriosum for Proust-afficinados, og gør den til ramme omkring sin egen tekst. En nærmere granskning af Franks svar kan dog vise sig at rumme tydeligere referencer til Prousts hovedværk, end som det umiddelbart forekommer.
I svaret til spørgsmålet 'Fører De dagbog?' forklarer Frank hvorfor han ophørte med at skrive dagbog, "... da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden." Dette svar, der til dels kan fungere som en mini-poetik for Franks samlede tekst, deler et tema der kendt fra Proust hovedværk, nemlig den uklare skelnen mellem fiktionen og biografien.

Interessant er det uden tvivl hvordan der er en vedvarende reception og adaption af Proust i nyere dansk litteratur. Det er helt klart et studium værd. Ergo, jeg vil uddybe det ovenstående yderligere, så snart jeg får gravet mig længere ned i Franks tekst.

Opridsning af mangler: Togtider er passé

2007-09-05T00:35:00.000+02:00

Jeg har opregnet hvilke idéer der har været, rent indholdsmæssigt, på denne blog. Alle er faktisk strandet i ingenting, hvilket egentlig skyldes den generelle inaktivitet på siden. Men al regelmæssighed kræver en vanedannelse, derfor arbejder jeg heftigt på at tvinge mig selv ind i en skrive- og tænkerutine.

1)Først og fremmest: Proust. Hvor bliver han af? Hvorfor bliver mine storslåede tanker om det berømte forfatterskab ikke publiseret her? Well, måske fordi der ikke er sket så meget på den front for nylig. Men har netop færdiglæst første bind (oprindeligt 2 bind) af 'På sporet', og har til hensigt at fordybe mig mere og mere i værket i løbet af efteråret. Altså, forvent lidt nyheder her.
2) Musik: Der er så som så med tilkendegivelserne af musikalske åbenbaringer. Måske er det et af mine projekter på siden, der kommer til at være meget underordnet. Dog har jeg planer om at forsøge at omskrive enkelte opgaveprojekter jeg har lavet, og gøre dem mere læsevenlige for eventuelle lægpersoner.
3) Den kunstneriske fordring: Drømmen om notesbogen med besyngelsen af træerne udvikler sig ca. med samme hast som et 100 år gammelt egetræ med forårskuller! Men derimod er jeg begyndt at genlæse gamle dagbøger, så måske dukker der noget op den vej.
4) Memoire: Har en nær relation til ovenstående punkt. De to punkter væver sig sammen i min bevidsthed, men hvad skal jeg gøre. Jeg har ikke lyst til at trævle mig selv op fuldstændigt!

Det må være det. Følg med når jeg bygger et nyt luftkastel om et halvt år. Vi snakkes.

Fordi kommunikationen slår fejl ophører processen ikke

2007-09-05T00:11:00.001+02:00

Stille monolog i en nattetime.
Taber snart enhver tråd, og trævl.
Og mund og øjne.
Øjner i hvert fald en chance, for at snige nogle ord ud , og ned.
(S.P. - For Martha)
If you have to go don't say goodbye
Er måske ikke længere i stand til at være ærligt-udkrænget melankolsk,
er måske generelt ikke længere i nogen egentlig stand, eller rettere,
er kommet for godt i stand, og er nærmest blevet istandsat.
Hvis mine kriblende krafter i kæften (ordkævleriet) blot kunne folde sig ind.
Altså indfolde sig, som dej, og gære.
Min mundhules, min sprogkules klaustrofob og hob af ordmuld, må vel kunne indkrænge
en stængel af sirlig syntaks.
Er det kun i afstanden mellem ordenes egentlige betydning og den virkelige mening at indholdet opstår. Man tror man har en sætning i tankerne, men i stedet har man et billede. Hvor er det ubærligt at skulle skrive disse ord, fordi der ikke er andet at gøre.

Ny pumpkins-single

2007-05-19T12:18:00.000+02:00

http://flv2mp3.com/delivery/done/1179523688_476783_785997.mp3

Demofrø i posten - Dendro # 0

2007-02-25T23:55:00.000+01:00

En forsøgsvis introduceren:
Første gang jeg satte mig for, at udøve virkelig kritik, blev emnet ret naturligt. Det eneste rigtige forekom mig, at være en reflekteret fremstilling, af den begunstigelse træer altid har modtaget. Disse mægtige og uimodståelige gevækster der ikke lader sjælen i fred.
Kritikken blev griflet ned med en stædighed, der kun modsvares af den iver og flid ethvert træ fremviser. Adskillige sider i en blank og behagelig notesbog blev det til.

Min skrift må dog have været alt for stærk, og præget af al for megen naturlighed, for papiret i notesbogen, som kritikken var skrevet på, ville forlenes med sit eget ophav. En dag i sommersolens hede skær, og under en heftig alkoholpåvirkning før en Spotfestival ved musikhuset, forsvandt bogen ud af min lomme, og jeg kan kun gætte på at den søgte at begrave sig dybt i det støvede græs; en udgang der kun var forventelig.
Derfor er det eneste levnedsbyrd om min første virkelige kritik, kun sporadisk til stede i diffuse drømmebilleder. Det er disse, jeg vil beskrive i de følgende indtastninger.

Skoven

2007-02-15T22:55:00.000+01:00

Coming up snart...

Drømmen om den forsvundne notesbog med besyngelsen af træerne.

Sharpen up boy!

2007-01-17T13:51:00.000+01:00

Der er så mange grunde til at et individ som jeg selv overvindes, igen og igen (&) af distraktioner. Det er nærmere reglen end undtagelsen (af Christian Jungersen) at en eller anden form for skriveri tilsidesættes, udelukkende fordi en tredie form for skriveri trænger sig på. Jeg tænker naturligvis på den ulideligt anstrengende og anmasende form for skrift der hedder opgaveskrivning. Lykkeligvis er jeg netop i går sluppet ud af en tung opgaveproces' indsnævrende net og ganske uforvarende kastet hovedkulds tilbage i den springende tankes facetterede flugt.

Men hvad skal jeg så give mig til, nu hvor jeg er fri, og har al tid i Verden?

Jaeh, der er vel næppe noget bedre end at læse af ren og skær lyst... Så Proust, here I come!!

et enkelt klik væk...

2007-01-15T00:56:00.000+01:00

Faldt lige over følgende side der gør tykt nar ad pitchforks indiesnobberi...

http://www.somethingawful.com/fake/richdork/

---

Den eksistentielle og den maskinelle

2007-01-10T19:07:00.000+01:00

Har voldlyttet Radioheads "Paranoid Android" de sidste par dage, i opgaveøjemed, og nåede frem til den konklusion at nummeret udspiller sig i spændingsfeltet mellem den menneskeligt funderede erkendelse og den teknologiske virkelighed der trænger sig på.
Hvilket er håbløst abstrakt.

På et plan kan teksten til nummeret siges at fungere som den paranoide androides egne tanker. Han benægter på sin vis sin egen eksistens som værende androide, men mindes om det i kraft af computerstemmen i baggrunden der hvisker "I may be paranoid, but not an android".

Desuden er de mange stemninger og følelser der forvirrende blander sig ind i hinanden hele vejen igennem nummeret et udtryk for de forskellige programmører der har skabt androidens bevidsthed.

Det vigtigste i lytteprocessen har dog været, at jeg har opdaget mit uovertrufne yndlingssted i nummeret, nemlig fra 2.20 - 2.32. Her drukner det hele ikke i bombast. Derimod pumpes lyden frem af et nærmest maskinelt drive!

mediocrazy

2007-01-07T23:59:00.000+01:00

Dage med dovenskab får mig til at tænke mærkelige tanker. Ofte affødt af sporadisk beskæftigelse med tilfældige emner. Upræcist og ufokuseret.

Literature is a state of culture. Poetry is a state of grace, before and after culture.
-- Juan Ramon Jimenez

Og så er det vel ikke så underligt at jeg føler mig "otherworldly"?

At undervurdere farten

2007-01-05T16:09:00.000+01:00

”Kunstbegrebet er blevet udfordret gennem tiden med hensyn til hvilken genstand, der kunne være kunst. Men kunsten kræver en kunstnerisk intention, tilstedeværelsen af en kunstner. Moralen er, at selv det mest utraditionelle kan komme i betragtning som kunst, men vel at mærke hvis det er lavet, forarbejdet eller udvalgt af en kunstner.”

Uwe Max Jensen og Christian Tangø, i Politiken d. 24 oktober 2006

De fleste århusianere har stiftet bekendtskab med den berygtede udstilling "Racing Cars - the art dimension" som var at finde på ARoS hele efteråret indtil årets omme. Også undertegnede. Og faktisk fandt jeg udstillingen så interessant at jeg valgte at skrive opgave om den. Med en kraftig vinkling på musikkens manifestation. Manden med den kunstneriske intention bag musikken er Martin Hall, og det er på en eller anden måde interessant hvor lidt opmærksomhed denne del af udstillingen (altså musikken) har tiltrukket i receptionen af den.

Ovenstående citat er skrevet i en kommentar til udstillingen, og er det ikke et bemærkelsesværdigt synspunkt at fremføre? Det er meget interessant at værdisætning af kunsten afhænger af tilknytningen til et skabende subjekt, hvad end dette subjekt er den oprindelige skaber eller ej. Jensen og Tangø overser givetvis at forankringen af et kunstværk i forhold til et subjekt kan knyttes til en tradition, og derved til en lang række kunstnerindivider. Måske har udstillingen på ARoS ikke en entydig signatur, men hvor ofte tillægges kuratoren vel ellers en position i forbindelse med en udstilling. Aldrig formoder jeg. Dermed kan udstillingen godt være intentionsløs, men at være løst fra sin institutionaliserede tilstedeværelse som kunst er den ikke, alene i kraft af at der er en beskuende intention til stede. Vi ønsker at opleve dette som kunst, og navnløsheden understreger blot begrebets flygtighed.

Fanget i en knæhase

2007-01-05T15:44:00.000+01:00

Nogle gange er det sværeste ved disse selvudpenslinger selve valget af maling. Skal det være blåt, rødt. Eller som i dette tilfælde, gennemsigtigt? Eller måske skulle jeg bare lægge et pænt tapet ud på bloggen, så slipper jeg da trods alt for alle de grimme afskaldninger af håbløs sproglig kolorit.

I dag fik jeg udleveret eksamensopgave i musikanalyse. En af valgmulighederne bestod i at skulle analysere Radioheads "Paranoid Android". Fantastisk. Og farligt. Kan risikere at ødelægge sangen for mig altid. Men jeg vælger den hvorom alting er. Spørgsmålet til opgaven lyder at der skal "gives en karakteristik af nummerets helhedspræg" og nummeret skal sættes "i forhold til 90'ernes genremæssige spektrum".
Allerede nu er jeg på vej godt ned i det nummer jeg troede jeg kendte så godt.
Alle kender jo den notoriske "pling-lyd" 2.26 inde i nummeret, lige i det moment hvor Thom synger "KICKing...". Smukt. Men først nu har jeg bemærket den underlige lyd a la "mekanisk åndedræt" der kommer imens Thom synger "ugly" få sekunder før, nemlig 2.22 inde i sangen, og som gentages kort efter ved "piggy".
Tror min umiddelbare tese til at beskæftige mig med sangen går på at kompleksiteten fordrer sammenhæng. At det komplekse aldrig kan være fragmentarisk. Det komplekse er altid del af et hele, hvorimod det fragmentariske er fraværet af en sådan helhed.

Og fuck kompleksiteten "Off with his head man!"

På sporet...

2006-12-21T01:45:00.000+01:00

Snart jul... og heftigt optaget af al verdens trummerum. Men der skal lige være tid til et lille hik.

Så en kassette i Kristian F. Møller på store torv her forleden dag. Indholdet var intet mindre end bind 1-3 af nyoversættelsen af Prousts "På sporet af den tabte tid". Men ak... jeg har jo allerede bind 1-2 af den selvsamme nyoversættelse! Hvorfor kommer der dog ikke en selvstændig udgivelse af bind 3.
Indrømmet. Jeg var meget fristet af at købe kassetten, eftersom den var ganske flot i designet.
Hvad skal jeg dog med alt det læsestof som jeg næppe når igennem alligevel?

I øvrigt regner jeg med at arbejde i retning af en specialisering i Prousts forfatterskab i studiehenseende. Derfor vil der forhåbentligt i det kommende år komme en lang række artikler på denne side omkring dette. Jeg håber i øvrigt i det hele taget at kunne benytte denne side til en række seriøse indslag, sideløbende med almindelige pseudointellektualismer som jeg har for vane at udbryde i.

At skrue op for lyden, igen

2006-12-04T20:14:00.000+01:00

Ja, er skam stadig levende. Men er optaget af en masse støj i mit liv for tiden. Fordybelse i avant-garde og støjrock. Bare vent, om ikke længe vælter det ind med indlæg om alskens interessante ting.

Vil også lige markere at jeg endelig er blevet færdig med "East of Eden" af Steinbeck. Dejligt forløsende afslutning. Opildner til ny og nysgerrig læsning. Går dog mest og tripper nervøst over den længe ventede udgivelse af bind 2 af nyoversættelsen af "På sporet af den tabte tid".

This Mortal Coil

2006-10-31T23:35:00.000+01:00

Skriver generelt for lidt om musik i denne blog. Det vil jeg hermed gøre noget ved.
Det skyldes naturligvis at jeg føler at det jeg vil kunne skrive langtfra vil være fyldestgørende nok i forhold til den mængde musik der interesserer mig. Men et sted må man jo starte.

Igennem nogen tid efterhånden har jeg i det stille dyrket den genre, der går under den løse betegnelse 'dream pop'. Især This Mortal Coil og Slowdive. Eller rettere sagt, jeg dyrker den med jævne mellemrum, og hovedsageligt i sene aftentimer, hvor sindet skal have lidt luft. Den romantiske idé skal dyrkes. Den summende sen-melankoli manifesteres...

.....YIARGHHH....

Og her træder min håbløse musikeklekticisme ind og smadrer alt hvad der hedder fornuft og struktur i dette blog-entry. Nok engang må jeg erkende at det er fuldstændig ugennemskueligt hvornår noget musik, i en helt anden stil, pludselig ramler ind og slår dig omkuld.
Jeg havde virkelig besluttet mig for at skrive længe og fordybet omkring 'dreampop', imens jeg lyttede intenst til det, for ligesom at få det ind under huden. Men nej. Min winamp-playliste ville det anderledes. Pludselig præsenteres jeg nemlig, ud af det blå, for The Knife - We share our mothers health. I et Trentemøller mix(!!). Og tro mig, jeg er helt solgt hele vejen igennem. Jeg har adskillige gange, over for adskillige personer, bekendt min store kærlighed til Trentemøllers sublime sound, og nu må jeg nok engang kaste mig i næsegrus beundring. Ufatteligt hvad den tætte mikro-electronica-lyd gør ved hele mit korpus. Det er vel nærmest en legemlig besættelse for mig efterhånden at spænde mine muskler til klikkene fra et Trentemøller-nummer. Og når først man er musikalsk spændt op til et sådant nummer, så er det umuligt, i hvert fald denne aften at komme ned i gear til noget 'dreampop'. Men det skal nok komme...

Late night blogging

2006-10-30T01:02:00.000+01:00

Kaster mig nok engang over blogskrivningen. Sent om natten. Ufatteligt som lyset indvirker på ens måde at fornemme sin verden. Natten er nu engang så uendeligt interessant fordi alting sløres og bliver formløst. Tanker knækker.
Har haft en dag med mange hoppende tanker. Skriver opgave om Stings nummer I was brought to my senses. Fra albummet Mercury Falling. Og rent faktisk er jeg endnu ikke blevet helt træt af at lytte til det, hvad man ellers kunne frygte, når man skal gennemtæske det i sådan en analysesammenhæng.
Har derudover brugt aftenen på at planlægge premieren på vores nye radioshow på studenterradioen. Lyd og litteratur er den overordnede titel, men vi arbejder stadig på en lidt mere fancy. Morgendagens program kommer til at være en hovedsageligt introducerende, men også lettere tematisk, program. En stor del vil nemlig dreje sig om bandet Veto, og det interview vi har fået i kassen med dem.
Desuden har jeg tænkt lidt over min brug af billeder i disse blogentries. Benytter dem generelt rimelig sporadisk, men føler dog generelt at jeg skal benytte et til hver entry. De fleste finder jeg ved at lave en meget umiddelbar søgning på googles billedsøgning. Oftest søger jeg ud fra et ord som repræsenterer en følelse som har fået mig til at skrive. Ovenstående blev for eksempel fundet ved en søgning på ordet "night". Ikke just et ord med nogen helt præcis betydningsladning i følelsesmæssig sammenhæng nødvendigvis, og billedet repræsenterer da heller ikke noget bestemt inden i mig.
Ak! ja... Alt dette er vist blot et tegn på at det er på tide med søvn.

Lyd og litteratur sendes på Århus Studenterradio hver mandag kl 21-22.
Frekvensen er 98,7 FM

Gâteaux gourmands

2006-10-24T00:12:00.000+02:00

Nå, ja endelig kan jeg skyde den anspændte tristesse til side et stykke tid. Kæresten er hjemvendt, og hun medbragte megen kærlighed, samt desuden en bog med titlen "Gâteaux gourmands", og som de fleste måske har gættet er der her tale om en kogebog med opskrifter på franske kager, på fransk! Ak ja, ve den der skal smage mine første forsøg ud i den makabre kunst at bage på et sprog jeg kun sporadisk har kendskab til.
Og sproget; en subtil art smag?
Mentalt smager man på ordene før man tænker dem. Ligesom man berører maden med tungen før den synkes. Så kan man selv tænke over om en ytring er det samme som afføring eller den energi indeholdt i føden som spreder sig i kroppen.

Atter tristesse

2006-10-16T00:09:00.000+02:00

Det eneste samlende man kan sige om mit liv disse dage er at melankolien synes at have fået overtaget. Har sendt min kæreste på ferie i Frankrig her i efterårsferien, og det har affødt en gammelkendt følelse af længsel i mig. Tydeligvis nødvendigt og uundgåeligt. Følelsen har bare ligget i dvale længe, og ikke fået plads (og har haft grund til) at udfolde sig.
Det er nok svært ikke samtidig at føle sig ophøjet, særlig og nedværdiget ved denne formålsløse melankoli. Vandrer rundt i mine eklatant ensomme tanker uden mål og mening, og søger enten at lade udvendige stimuli, i form af litteratur eller musik, eller indre følelsesstrømninger guide mig igennem den nedadvendte sindsstemning.
I morgen afhenter jeg Andrew Solomons store analyseværk om depression, på biblioteket. Glæder mig til at have den mellem hænderne og måske få lidt overskud til relevant fordybelse. Værket er blevet meget rost fra alle sider, især fordi Solomon inddrager sig selv og sine egne erfaringer i undersøgelsen af depressionens væsen. En egenskab som vel er at finde i ethvert kvalitetsbefæstet litterært værk.
Genfinder generelt glæden ved god litteratur disse dage. Har netop læst Erling Jepsens - Frygtelig lykkelig, og halvvejs færdig med Naja Marie Aidts nyeste novellesamling, Bavian. Ikke umiddelbart synderligt sindsomstyrtende litteratur, men ganske rart med en mini-update på den danske litteraturscene. Svinger dog konstant i mine udfoldelser mellem at fordybe mig i et enkelt område, eller være bredt orienteret. Måske fordi min koncentrationsevne er lig nul når det kommer til at fastholde interessen for ét emne. Er dog fast besluttet på at genoptage studiet af Proust og Ruskin snarligt, eller om ikke andet når jeg rammer kandidaten igen.

Slut med blogning for i dag, en uvant dagbogsagtig entry endda...

P.S. - Husk nu at lytte til Århus Studenterradio (98.7 fm) mandag d. 23. okt. 21-22

2006-10-08T23:48:00.000+02:00

Efter en weekend med for meget druk og begivenheder og initiativer i ens liv der peger i mange retninger, har jeg lige nu allermest lyst til bare at smække en masse blandede bolscher op på bloggen.
Først, var til Veto-koncert i fredags med kompagnonerne Niklas og Carsten. Læs mere om det på fællesbloggen...

Dernæst, fundet ud af at dette bloggeri giver lidt livlighed i en ellers diffus og døsig hverdag. At skrive, selv på et lidt simpelt blog-plan, er ofte befriende.

Sidst, endnu en anbefaling fra mit højkulturelle babelstårn. Læs dog endelig John Steinbeck - East of Eden. En roman med en sjælden grad af livsvisdom, der i disse dage er min evige trøst og frydefyldte hjemstavn. Tak for anbefalingen Rikke...

2006-10-04T00:11:00.000+02:00

"We manufacture such a portion of our own despair"

Siger en af de kvindelige hovedskikkelser, Agnes, i Edward Albees 'A Delicate Balance' som spiller på Århus teater i disse dage. Titlen er her blevet oversat til 'En hårfin balance', og stykket er da også lidt af en balanceagt, hvor man som beskuer hele tiden svinger i mellem enten at frydes over eller foragte de agerende personer.
En udpræget flittig teatergænger vil jeg ikke påstå jeg er, og derfor er selve oplevelsen at attendere Århus teater da også en begivenhed i sig selv, der i et vist omfang kan siges at overskygge selve opsætningen. En skam muligvis. Men ofte kan sådan en rolle som udenforstående og uindviet betragter af et scenarie ofte være ganske afslørende, og her taler jeg så vel og mærke ikke om selve stykket. Hvad der ofte slår mig, er hvorledes sociale konventioner udstilles under en udførelse af kunstnerisk materiale. Hvorledes interaktion mellem mennesker fastløses i bestemte roller; passiv og aktiv. Hvorledes afstanden mellem den agerende og den attenderende bliver primærfokus under visse omstændigheder.
Hvorfor fanden klapper man for eksempel når en opførelse er afsluttet? Er det fordi man søger at udvise en form for modsvar til den ageren man netop har været passivt vidne til? Er det for at understrege at ens passivitet under fremførelsen netop var selvvalgt og ikke var grundet en konvention man ikke have lyst til at tage afstand fra? Og endelig, handler det fundamentalt set ikke om at blive drevet til at træffe et afgørende valg i eksistentiel sammenhæng?
Håbløse spørgsmål med endnu mere håbløse svar. Pointen med 'En hårfin balance' er at animere til en genopdagelse af forbindelsen mellem tanke og handling. Den centrale mandlige skikkelse i stykket, Tobias, fremstilles i overvejende grad som den ubeslutsomme og inaktive mand, som har underlagt sig sin kones beslutsomhed. Tobias er i mange sammenhænge et ynkeligt tilfælde af fortabt mandlighed, der alt for ofte dvæler ved moralske forhold, uden nogen tegn på forløsende udvej. Tobias' svækkede handlekraft er indbegrebet af fortvivlelse uden mål. Men som hustruen Agnes' indledende citat understreger er fortvivlelsen selvskabt. Men samtidig med at citatet fremhæver det maskulint skabende ('manufacture' konnoterer til noget industrielt, produktionsmæssigt og ikke udpræget feminint) som værende medspiller i retning af forfald og fortvivlelse, så ligger den modsatte virkning også implicit i sætningen. Nemlig at muligheden for at skabe en del af sin egen lykke også er til stede. Måske ikke just som handling fremfor ord, men handling igennem ord.
Man bliver om ikke andet sat i en situation, som følge af stykkets tema, der fordrer at man som beskuer ikke kan forholde sig passivt til det. Her er ikke tale om kartasiske processer under selve fremførelsen, men derimod føler man sig som et skabende individ så snart man vurderer stykket efterfølgende. Og heri ligger den forløsende effekt.
At denne blog-entry så er mindre forløsende er så en anden sag, men det kan man jo gå hjem og tænke lidt over.

2006-10-02T21:56:00.000+02:00

Ak! ja, og åh! nej. Som enhver blogger med minimal respekt for sit eget virke, og blot et minimum af selvrespekt må jeg lægge ud med at tvære lidt småfilosofiske strøtanker ud over min første blog-entry. To veje kan jeg vælge i denne geschæft:
Enten hylder jeg mediet og dets muligheder for at udtrykke sig i et udpræget demokratisk og autonomt forum.
Eller også begræder jeg mediets medvirken til forfaldet af den menneskelige ydmyghed.

Som tonen i det ovenstående antyder er den sidste vinkel min foretrukne i denne stund, hvilket med stor sandsynlighed kan skyldes en dag med en svag overvægt af animositet i forhold til livsytringer i flæng. Intet specifikt har ramt mig dog, men blot en generel uvilje mod engagement. I dag har delvist været en dag hvor jeg har hyldet den djærve modstand mod foretagsomhed. Den evigt tilbagevendende passivitet som i et vist omfang er den mægtigste kraft der bemægtiger mennesket. Den umyndiggør viljen.

Og hvis man keder sig lidt, kan man læse Herman Melvilles mesternovelle "Bartleby, The Scrivener". Heri optræder nemlig den kongeniale skikkelse Bartleby som netop manifesterer den altødelæggende inaktive handlen ved gentagne gange at pointere: "I would prefer not to".

Et link til teksten, med kommentarer, findes her:

http://www.vcu.edu/engweb/webtexts/bartleby/

Du kan overveje at læse novellen, men jeg foretrækker ikke at gøre det...