Det kræver først og fremmest at man er bevidst om hvad man foretager sig. I dette øjeblik er jeg mig bevidst om at jeg skriver. Jeg er også bevidst om at jeg er vågen imens det foregår og at mørket er begyndt at trænge ind igennem persiennernes smalle sprækker. Der antydes allerede her en mulig modsætning. Vågen i mørket. Jeg kunne også have været sovende i lyset, men så ville jeg næppe få skrevet særlig meget. Den første bevidstliggørelse har altså at gøre med at jeg er klar over at jeg er vågen. Hvad skriver jeg da i min vågne tilstand? Et essay? Nej ikke engang det. En essayøvelse sågar, for at understrege tekstens karakter af at opstå i et prøvende nu.
Det kan være svært at kategorisere essayet som en genre. Hvis man skal holde sig til én ofte gentaget karakteristik kan man tale om længden. Det skal være kort – hvilket for så vidt er et vidt begreb. For hvor kort er kort? Selv livet er jo kort, selvom det er som bekendt stadig længere end de fleste litterære værker. Et bud kunne være at sige at det er ligeså langt som dagen, i den forstand at det sjældent strækker sig længere end hvad der kan optages ved højst en dags læsning. Man kan tolke dette på flere måder. Essayet levner altid plads til natten. I andre litterære projekter, som fx À la recherche du temps perdu, hvor natten på flere planer indtages, bliver det skrevne ved og ved. Det flyder ud over dagens afsluttethed og påvirker os i søvne, hvor fiktive personer lever deres eget liv blandt andre natlige fantasifostre. Når læsningen af et essay er endt kan det lægges bort og søvnen kan overtage. Derved kan man sige at essayet holder sig på afstand af en væsentlig sideeffekt ved længerevarende læsning, nemlig trætheden og søvnen. Den ivrige læser, der stræber efter at optage Du côté de chez Swann i et langt stræk overmandes uvægerligt af søvnen. Dette er ikke en bekymring for essay-læseren, der må se søvnens afbrydelse som en sag der ikke vedrører læsningen af litteratur.
Hvad der førhen var menneskehedens halve liv i mørke er i dag befolket af lysende fænomener. Et virkeligt altomsluttende nattemørke er ikke længere en eksistentiel betingelse takket være udbredelsen af det elektriske lys i 1900-tallet. ”Der er sket det, at vi i løbet af de sidste hundrede år har mistet forbindelsen med natten” skrev Al Alvarez i 1995. Natten er ikke længere dedikeret søvnen, den er ikke længere dagens modsætning men derimod en umærkelig forlængelse af dagen. Om natten arbejdes der – også med litteratur – og søvnen indordnes i en selvopfundet døgnstruktur uafhængigt af det naturlige mørkes fremkomst. Nat, søvn, mørke. Alt sammen noget der vedrører basale menneskelige erfaringer og som har at gøre med de tilstande hvor vi mister os selv. I litteraturen er det naturligt at miste sig selv, men kun inden for tekstens rammer. For hvad sker der når natten, søvnen og mørket tager over fra tekstens planlagte forløb?
Der er et formidlingsproblem ved at skrive om natten. Og det skal forstås i så dobbelt en forstand som muligt. Famlende at gribe sin pen i mørket og utilsløret begå mord mod det skrevne, som Macbeth i en mareridtsagtig mani, er fatalt – især hvis man insisterer på at koble skriften med livet. Når Nerval skriver at ”søvnens første øjeblikke er et billede på døden” skal det erindres at døden i kristendommen er én lang søvn. Koblingen af nattens bevidstløse mørke med ophøret af liv er indlejret i kulturen på et billedligt plan. Således er søvn en metafor for et område vores bevidsthed ikke har adgang til. Hvis skriften mimer livet, må den også rumme disse elementer af nat, mørke og søvnens bevidstløse strøm. Det er svært at sige hvordan og om den overhovedet gør det.
En fristende slutning at drage er at sige at litteraturens mørke er alt det som er udenfor teksten. Det er alle de huller vi støder på i læsningen, selv på et helt konkret plan, som mellemrum mellem ord, bogstavers adskillelse fra hinanden. Men så er vi lige vidt, for er det så netop alt det som litteraturen ikke er, der repræsenterer det vi ikke kan erfare med vores bevidsthed? Svaret tror jeg nærmere ligger i den grunderfaring af mørke vi har som mennesker, og som vi i menneskehedens historie har stræbt efter at fortrænge. Når jeg i starten reflekterede mig frem til at min vågne tilstand var en forudsætning for at skrive lå der også en erfaring af umulighed skjult deri. Jeg ved at min egen bevidsthed har en naturlig grænse, og at det jeg evner at formidle ikke kan træde udover den tærskel der er ind til søvnens erfaringsverden. Og her er vi på smukkeste vis tilbage ved det metarefleksive. Vi kan ikke undersøge vores egen søvn i vågen tilstand – det siger sig selv. Derfor lader den sig heller ikke formidle. Søvnen som erfaring må undslippe enhver ansats til litterært udtryk, hvor smerteligt og afskåret det så end må forekomme, for et oplyst menneske der helst sover om dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar