Bestandigt ude af funktion

Proust og Niels Frank?
Der sker en hel del i Franks underlige pastiche over et rundspørgeskema. Men hvordan bliver sådan en tekst skabt? Sætter Frank sig simpelthen ned ved sin laptop, søger lidt på Proust, støder på spørgsmålene og begynder så legenede at omforme dem? Altså, er det en viljeshandling eller et spørgsmål om tilfældig nødvendighed?
Jeg forstår ganske enkelt ikke de helt centrale stadier i sådan en tekststumps tilblivelse. Og jeg forstår ikke inspirationens rolle.
2000 mil herfra arbejder forfatterhjerner på højtryk for at manufakturere endnu en discountfantasi.

I den blå port 75
I Franks tekst
I "Fører De dagbog?"
her står det centrale, for mig, i flere sammenhænge.
Jeg kan ikke beslutte mig for om de tekster jeg skriver er for mig selv, for en indre udvikling eller for at bevise en evne. Derfor er det ganske komfortabelt at påstå det akademiske, forskerbaserede aspekt som gennemgående i produktionen - men det er også en falsk påstand.
Mine tanker fører ingen drømme med sig, kun systemer.
"Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv." Et sådant liv er fiktivt. Realistisk afhængigt, men præget af fiktionen.

Her følger hele Franks svar på spørgsmålet jeg kredser sådan om:

Fører De dagbog?

Jeg holdt op, da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden. Da jeg ikke kunne se det skrevne udefra. Da dagbogen ikke længere fik mig til at glemme. Da jeg begyndte at tænke på dens mulige læser i en fjern fremtid. Da jeg oplevede, at den gav mig tryghed. Da jeg oplevede, at den ville rydde op i mit liv. Da den gjorde hændelser, møder, samtaler til fiktion: det, der skal fortælles. Da jeg indså, at jeg kun gik efter højdepunkterne og glemte alt det vigtige undervejs. Da den, der bogførte, begyndte at vide mere end den, der levede. Da jeg gav mig til at sniksnakke med mig selv, og bagtale mig selv, og bagtale andre. Da jeg gav mig til at genlæse bogen fra ende til anden. Da jeg begyndte at rette i bogen, så den svarede til mine forestillinger om et dybt liv. Da den endte som en skitse, et kladdehæfte, til den 'rigtige' skrift. Da den fik alting til at hænge for godt sammen, mens jeg selv forblev nedtrampet.

Til læseren -

I det nyeste nummer af det danske litterære tidsskrift, 'Den blå port', er trykt en tekst af Niels Frank betitlet ' Livet efter Marcel Proust'. Her genfortolker Frank de spørgsmål Proust oprindeligt svarede på, i forbindelse med en rundsending, der minder om vore dages 'hvad-laver-du-nu'-mails. Frank forvansker de oprindelige spørgsmål, så de får en til tider komisk kant, for eksempel lyder et af spørgsmålene 'Har De nogensinde gjort i bukserne i Venedig?' Og ved spørgsmålet 'Hvad er deres største fejl?' bliver svaret nøgternt og udramatisk fremstillet som "Jeg er for behåret". Alt i alt bliver de omtrent 18 spørgsmål og svar til en uens mængde tekststykker, der sjældent forholder sig ærligt til spørgsmålets logik. for eksempel når en lang elaboration over en potentiel videreudvikling af reglerne for fodbold kommer til at flyde ud fra spørgsmålet 'Hvad kan få Dem til at føle undren?'.

Men hvorfor lige Marcel Proust som reference? Umiddelbart baserer teksten sig ganske løseligt på den litterære arv fra Proust. Frank vælger faktisk at undgå at forholde sig direkte til Prousts romanværk (A la recherche du temps perdu), som i alle sammenhænge er det evige referencepunkt, når Proust benyttes som intertekstuel reference. Derimod tager Frank en marginal tekst, som allerhøjst har en værdi som biografisk kuriosum for Proust-afficinados, og gør den til ramme omkring sin egen tekst. En nærmere granskning af Franks svar kan dog vise sig at rumme tydeligere referencer til Prousts hovedværk, end som det umiddelbart forekommer.
I svaret til spørgsmålet 'Fører De dagbog?' forklarer Frank hvorfor han ophørte med at skrive dagbog, "... da liv og skrift begyndte at forpligte hinanden." Dette svar, der til dels kan fungere som en mini-poetik for Franks samlede tekst, deler et tema der kendt fra Proust hovedværk, nemlig den uklare skelnen mellem fiktionen og biografien.

Interessant er det uden tvivl hvordan der er en vedvarende reception og adaption af Proust i nyere dansk litteratur. Det er helt klart et studium værd. Ergo, jeg vil uddybe det ovenstående yderligere, så snart jeg får gravet mig længere ned i Franks tekst.

Opridsning af mangler: Togtider er passé

Jeg har opregnet hvilke idéer der har været, rent indholdsmæssigt, på denne blog. Alle er faktisk strandet i ingenting, hvilket egentlig skyldes den generelle inaktivitet på siden. Men al regelmæssighed kræver en vanedannelse, derfor arbejder jeg heftigt på at tvinge mig selv ind i en skrive- og tænkerutine.

1)Først og fremmest: Proust. Hvor bliver han af? Hvorfor bliver mine storslåede tanker om det berømte forfatterskab ikke publiseret her? Well, måske fordi der ikke er sket så meget på den front for nylig. Men har netop færdiglæst første bind (oprindeligt 2 bind) af 'På sporet', og har til hensigt at fordybe mig mere og mere i værket i løbet af efteråret. Altså, forvent lidt nyheder her.
2) Musik: Der er så som så med tilkendegivelserne af musikalske åbenbaringer. Måske er det et af mine projekter på siden, der kommer til at være meget underordnet. Dog har jeg planer om at forsøge at omskrive enkelte opgaveprojekter jeg har lavet, og gøre dem mere læsevenlige for eventuelle lægpersoner.
3) Den kunstneriske fordring: Drømmen om notesbogen med besyngelsen af træerne udvikler sig ca. med samme hast som et 100 år gammelt egetræ med forårskuller! Men derimod er jeg begyndt at genlæse gamle dagbøger, så måske dukker der noget op den vej.
4) Memoire: Har en nær relation til ovenstående punkt. De to punkter væver sig sammen i min bevidsthed, men hvad skal jeg gøre. Jeg har ikke lyst til at trævle mig selv op fuldstændigt!

Det må være det. Følg med når jeg bygger et nyt luftkastel om et halvt år. Vi snakkes.

Fordi kommunikationen slår fejl ophører processen ikke

Stille monolog i en nattetime.
Taber snart enhver tråd, og trævl.
Og mund og øjne.
Øjner i hvert fald en chance, for at snige nogle ord ud , og ned.
(S.P. - For Martha)
If you have to go don't say goodbye
Er måske ikke længere i stand til at være ærligt-udkrænget melankolsk,
er måske generelt ikke længere i nogen egentlig stand, eller rettere,
er kommet for godt i stand, og er nærmest blevet istandsat.
Hvis mine kriblende krafter i kæften (ordkævleriet) blot kunne folde sig ind.
Altså indfolde sig, som dej, og gære.
Min mundhules, min sprogkules klaustrofob og hob af ordmuld, må vel kunne indkrænge
en stængel af sirlig syntaks.
Er det kun i afstanden mellem ordenes egentlige betydning og den virkelige mening at indholdet opstår. Man tror man har en sætning i tankerne, men i stedet har man et billede. Hvor er det ubærligt at skulle skrive disse ord, fordi der ikke er andet at gøre.