Fanget i en knæhase

Nogle gange er det sværeste ved disse selvudpenslinger selve valget af maling. Skal det være blåt, rødt. Eller som i dette tilfælde, gennemsigtigt? Eller måske skulle jeg bare lægge et pænt tapet ud på bloggen, så slipper jeg da trods alt for alle de grimme afskaldninger af håbløs sproglig kolorit.

I dag fik jeg udleveret eksamensopgave i musikanalyse. En af valgmulighederne bestod i at skulle analysere Radioheads "Paranoid Android". Fantastisk. Og farligt. Kan risikere at ødelægge sangen for mig altid. Men jeg vælger den hvorom alting er. Spørgsmålet til opgaven lyder at der skal "gives en karakteristik af nummerets helhedspræg" og nummeret skal sættes "i forhold til 90'ernes genremæssige spektrum".
Allerede nu er jeg på vej godt ned i det nummer jeg troede jeg kendte så godt.
Alle kender jo den notoriske "pling-lyd" 2.26 inde i nummeret, lige i det moment hvor Thom synger "KICKing...". Smukt. Men først nu har jeg bemærket den underlige lyd a la "mekanisk åndedræt" der kommer imens Thom synger "ugly" få sekunder før, nemlig 2.22 inde i sangen, og som gentages kort efter ved "piggy".
Tror min umiddelbare tese til at beskæftige mig med sangen går på at kompleksiteten fordrer sammenhæng. At det komplekse aldrig kan være fragmentarisk. Det komplekse er altid del af et hele, hvorimod det fragmentariske er fraværet af en sådan helhed.

Og fuck kompleksiteten "Off with his head man!"