This Mortal Coil

Skriver generelt for lidt om musik i denne blog. Det vil jeg hermed gøre noget ved.
Det skyldes naturligvis at jeg føler at det jeg vil kunne skrive langtfra vil være fyldestgørende nok i forhold til den mængde musik der interesserer mig. Men et sted må man jo starte.

Igennem nogen tid efterhånden har jeg i det stille dyrket den genre, der går under den løse betegnelse 'dream pop'. Især This Mortal Coil og Slowdive. Eller rettere sagt, jeg dyrker den med jævne mellemrum, og hovedsageligt i sene aftentimer, hvor sindet skal have lidt luft. Den romantiske idé skal dyrkes. Den summende sen-melankoli manifesteres...

.....YIARGHHH....

Og her træder min håbløse musikeklekticisme ind og smadrer alt hvad der hedder fornuft og struktur i dette blog-entry. Nok engang må jeg erkende at det er fuldstændig ugennemskueligt hvornår noget musik, i en helt anden stil, pludselig ramler ind og slår dig omkuld.
Jeg havde virkelig besluttet mig for at skrive længe og fordybet omkring 'dreampop', imens jeg lyttede intenst til det, for ligesom at få det ind under huden. Men nej. Min winamp-playliste ville det anderledes. Pludselig præsenteres jeg nemlig, ud af det blå, for The Knife - We share our mothers health. I et Trentemøller mix(!!). Og tro mig, jeg er helt solgt hele vejen igennem. Jeg har adskillige gange, over for adskillige personer, bekendt min store kærlighed til Trentemøllers sublime sound, og nu må jeg nok engang kaste mig i næsegrus beundring. Ufatteligt hvad den tætte mikro-electronica-lyd gør ved hele mit korpus. Det er vel nærmest en legemlig besættelse for mig efterhånden at spænde mine muskler til klikkene fra et Trentemøller-nummer. Og når først man er musikalsk spændt op til et sådant nummer, så er det umuligt, i hvert fald denne aften at komme ned i gear til noget 'dreampop'. Men det skal nok komme...

Late night blogging

Kaster mig nok engang over blogskrivningen. Sent om natten. Ufatteligt som lyset indvirker på ens måde at fornemme sin verden. Natten er nu engang så uendeligt interessant fordi alting sløres og bliver formløst. Tanker knækker.
Har haft en dag med mange hoppende tanker. Skriver opgave om Stings nummer I was brought to my senses. Fra albummet Mercury Falling. Og rent faktisk er jeg endnu ikke blevet helt træt af at lytte til det, hvad man ellers kunne frygte, når man skal gennemtæske det i sådan en analysesammenhæng.
Har derudover brugt aftenen på at planlægge premieren på vores nye radioshow på studenterradioen. Lyd og litteratur er den overordnede titel, men vi arbejder stadig på en lidt mere fancy. Morgendagens program kommer til at være en hovedsageligt introducerende, men også lettere tematisk, program. En stor del vil nemlig dreje sig om bandet Veto, og det interview vi har fået i kassen med dem.
Desuden har jeg tænkt lidt over min brug af billeder i disse blogentries. Benytter dem generelt rimelig sporadisk, men føler dog generelt at jeg skal benytte et til hver entry. De fleste finder jeg ved at lave en meget umiddelbar søgning på googles billedsøgning. Oftest søger jeg ud fra et ord som repræsenterer en følelse som har fået mig til at skrive. Ovenstående blev for eksempel fundet ved en søgning på ordet "night". Ikke just et ord med nogen helt præcis betydningsladning i følelsesmæssig sammenhæng nødvendigvis, og billedet repræsenterer da heller ikke noget bestemt inden i mig.
Ak! ja... Alt dette er vist blot et tegn på at det er på tide med søvn.

Lyd og litteratur sendes på Århus Studenterradio hver mandag kl 21-22.
Frekvensen er 98,7 FM

Gâteaux gourmands

Nå, ja endelig kan jeg skyde den anspændte tristesse til side et stykke tid. Kæresten er hjemvendt, og hun medbragte megen kærlighed, samt desuden en bog med titlen "Gâteaux gourmands", og som de fleste måske har gættet er der her tale om en kogebog med opskrifter på franske kager, på fransk! Ak ja, ve den der skal smage mine første forsøg ud i den makabre kunst at bage på et sprog jeg kun sporadisk har kendskab til.
Og sproget; en subtil art smag?
Mentalt smager man på ordene før man tænker dem. Ligesom man berører maden med tungen før den synkes. Så kan man selv tænke over om en ytring er det samme som afføring eller den energi indeholdt i føden som spreder sig i kroppen.

Atter tristesse

Det eneste samlende man kan sige om mit liv disse dage er at melankolien synes at have fået overtaget. Har sendt min kæreste på ferie i Frankrig her i efterårsferien, og det har affødt en gammelkendt følelse af længsel i mig. Tydeligvis nødvendigt og uundgåeligt. Følelsen har bare ligget i dvale længe, og ikke fået plads (og har haft grund til) at udfolde sig.
Det er nok svært ikke samtidig at føle sig ophøjet, særlig og nedværdiget ved denne formålsløse melankoli. Vandrer rundt i mine eklatant ensomme tanker uden mål og mening, og søger enten at lade udvendige stimuli, i form af litteratur eller musik, eller indre følelsesstrømninger guide mig igennem den nedadvendte sindsstemning.
I morgen afhenter jeg Andrew Solomons store analyseværk om depression, på biblioteket. Glæder mig til at have den mellem hænderne og måske få lidt overskud til relevant fordybelse. Værket er blevet meget rost fra alle sider, især fordi Solomon inddrager sig selv og sine egne erfaringer i undersøgelsen af depressionens væsen. En egenskab som vel er at finde i ethvert kvalitetsbefæstet litterært værk.
Genfinder generelt glæden ved god litteratur disse dage. Har netop læst Erling Jepsens - Frygtelig lykkelig, og halvvejs færdig med Naja Marie Aidts nyeste novellesamling, Bavian. Ikke umiddelbart synderligt sindsomstyrtende litteratur, men ganske rart med en mini-update på den danske litteraturscene. Svinger dog konstant i mine udfoldelser mellem at fordybe mig i et enkelt område, eller være bredt orienteret. Måske fordi min koncentrationsevne er lig nul når det kommer til at fastholde interessen for ét emne. Er dog fast besluttet på at genoptage studiet af Proust og Ruskin snarligt, eller om ikke andet når jeg rammer kandidaten igen.

Slut med blogning for i dag, en uvant dagbogsagtig entry endda...

P.S. - Husk nu at lytte til Århus Studenterradio (98.7 fm) mandag d. 23. okt. 21-22

Efter en weekend med for meget druk og begivenheder og initiativer i ens liv der peger i mange retninger, har jeg lige nu allermest lyst til bare at smække en masse blandede bolscher op på bloggen.
Først, var til Veto-koncert i fredags med kompagnonerne Niklas og Carsten. Læs mere om det på fællesbloggen...

Dernæst, fundet ud af at dette bloggeri giver lidt livlighed i en ellers diffus og døsig hverdag. At skrive, selv på et lidt simpelt blog-plan, er ofte befriende.

Sidst, endnu en anbefaling fra mit højkulturelle babelstårn. Læs dog endelig John Steinbeck - East of Eden. En roman med en sjælden grad af livsvisdom, der i disse dage er min evige trøst og frydefyldte hjemstavn. Tak for anbefalingen Rikke...

"We manufacture such a portion of our own despair"

Siger en af de kvindelige hovedskikkelser, Agnes, i Edward Albees 'A Delicate Balance' som spiller på Århus teater i disse dage. Titlen er her blevet oversat til 'En hårfin balance', og stykket er da også lidt af en balanceagt, hvor man som beskuer hele tiden svinger i mellem enten at frydes over eller foragte de agerende personer.
En udpræget flittig teatergænger vil jeg ikke påstå jeg er, og derfor er selve oplevelsen at attendere Århus teater da også en begivenhed i sig selv, der i et vist omfang kan siges at overskygge selve opsætningen. En skam muligvis. Men ofte kan sådan en rolle som udenforstående og uindviet betragter af et scenarie ofte være ganske afslørende, og her taler jeg så vel og mærke ikke om selve stykket. Hvad der ofte slår mig, er hvorledes sociale konventioner udstilles under en udførelse af kunstnerisk materiale. Hvorledes interaktion mellem mennesker fastløses i bestemte roller; passiv og aktiv. Hvorledes afstanden mellem den agerende og den attenderende bliver primærfokus under visse omstændigheder.
Hvorfor fanden klapper man for eksempel når en opførelse er afsluttet? Er det fordi man søger at udvise en form for modsvar til den ageren man netop har været passivt vidne til? Er det for at understrege at ens passivitet under fremførelsen netop var selvvalgt og ikke var grundet en konvention man ikke have lyst til at tage afstand fra? Og endelig, handler det fundamentalt set ikke om at blive drevet til at træffe et afgørende valg i eksistentiel sammenhæng?
Håbløse spørgsmål med endnu mere håbløse svar. Pointen med 'En hårfin balance' er at animere til en genopdagelse af forbindelsen mellem tanke og handling. Den centrale mandlige skikkelse i stykket, Tobias, fremstilles i overvejende grad som den ubeslutsomme og inaktive mand, som har underlagt sig sin kones beslutsomhed. Tobias er i mange sammenhænge et ynkeligt tilfælde af fortabt mandlighed, der alt for ofte dvæler ved moralske forhold, uden nogen tegn på forløsende udvej. Tobias' svækkede handlekraft er indbegrebet af fortvivlelse uden mål. Men som hustruen Agnes' indledende citat understreger er fortvivlelsen selvskabt. Men samtidig med at citatet fremhæver det maskulint skabende ('manufacture' konnoterer til noget industrielt, produktionsmæssigt og ikke udpræget feminint) som værende medspiller i retning af forfald og fortvivlelse, så ligger den modsatte virkning også implicit i sætningen. Nemlig at muligheden for at skabe en del af sin egen lykke også er til stede. Måske ikke just som handling fremfor ord, men handling igennem ord.
Man bliver om ikke andet sat i en situation, som følge af stykkets tema, der fordrer at man som beskuer ikke kan forholde sig passivt til det. Her er ikke tale om kartasiske processer under selve fremførelsen, men derimod føler man sig som et skabende individ så snart man vurderer stykket efterfølgende. Og heri ligger den forløsende effekt.
At denne blog-entry så er mindre forløsende er så en anden sag, men det kan man jo gå hjem og tænke lidt over.

Ak! ja, og åh! nej. Som enhver blogger med minimal respekt for sit eget virke, og blot et minimum af selvrespekt må jeg lægge ud med at tvære lidt småfilosofiske strøtanker ud over min første blog-entry. To veje kan jeg vælge i denne geschæft:
Enten hylder jeg mediet og dets muligheder for at udtrykke sig i et udpræget demokratisk og autonomt forum.
Eller også begræder jeg mediets medvirken til forfaldet af den menneskelige ydmyghed.

Som tonen i det ovenstående antyder er den sidste vinkel min foretrukne i denne stund, hvilket med stor sandsynlighed kan skyldes en dag med en svag overvægt af animositet i forhold til livsytringer i flæng. Intet specifikt har ramt mig dog, men blot en generel uvilje mod engagement. I dag har delvist været en dag hvor jeg har hyldet den djærve modstand mod foretagsomhed. Den evigt tilbagevendende passivitet som i et vist omfang er den mægtigste kraft der bemægtiger mennesket. Den umyndiggør viljen.

Og hvis man keder sig lidt, kan man læse Herman Melvilles mesternovelle "Bartleby, The Scrivener". Heri optræder nemlig den kongeniale skikkelse Bartleby som netop manifesterer den altødelæggende inaktive handlen ved gentagne gange at pointere: "I would prefer not to".

Et link til teksten, med kommentarer, findes her:

http://www.vcu.edu/engweb/webtexts/bartleby/

Du kan overveje at læse novellen, men jeg foretrækker ikke at gøre det...